Det engelske motorsportsmagasin Autosport hylder hvert år de 50 kørere, som finder plads i Autosports Top 50 Drivers of the Year.
I år er der en enkelt dansker på den eftertragtede liste i form af Nicki Thiim. Thiim har haft et super stærkt 2015 i en række forskellige teams og biler, der samtidigt har indbragt ham en 45. plads på Top 50-listen. Autosport skriver blandt andet, at Nicki Thiims stærke arbejde i WEC og Nürburgring har været udslagsgivende:
– Thiim spillede måske ufrivilligt en rolle i Aston Martin Racings blandede formkurve i WEC 2015. Underligt, men sandt. Danskerens kvalifikationsomgang på Silverstone i April, og siden en utrolig start på hans første stint, var afgjort i tankerne hos organisationen, da de gav Aston Martin et stort slag i balance of performance i mesterskabets anden halvdel… … Bizart nok, så blev Thiim aldrig hindret af ændringerne, for Le Mans har sin egen Balance of Performance, og arbejdet hos Audi holdt Nicki Thiim ude af Aston Martin indtil reglerne blev omstødt ved finalen i Bahrain.
Autosport fortsætter omkring Audi:
– Bag rattet på den nye Audi R8 LMS GT3 leverede Nicki Thiim en performance, som måske var endnu vildere end det ved WEC-premieren på Silverstone. Han var utrolig ved Nürburgring 24H, selvom han kun blev nummer syv med Team WRT. I gennemsnit var Thiim hurtigst af alle kørere i Audis R8 LMS GT3, hvilket ikke siger så lidt, når kollegerne hedder Laurens Vanthoor, René Rast, Markus Winkelhock og Mike Rockenfeller, vurderer det engelske magasin.

Helt i top er det Lewis Hamilton foran Sebastian Vettel. Nummer tre på listen er årets WRC-mester Sebastien Ogier foran Nico Rosberg og GP2-mester Stoffel Vandoorne.