Forside Kom i gang med motorsport

Kom i gang med motorsport

Der er mange måder at komme i gang med motorsporten på. Her kan du læse lidt om, hvordan du selv får sat fart på drømmende.

Bliv frivillig

Selv om motorsport koster mange penge, er sporten stadig helt og aldeles afhængig af ulønnede kræfter.

De mange aktive udøvere i bilsporten er afhængige af endnu flere frivillige. Bag ethvert arrangement står op til flere hundrede frivillige mennesker, der alle har modtaget særlig uddannelse inden for et eller flere områder.

Som official er du med til at sikre en fair og sikker afvikling af arrangementerne i DASU, men samtidig får du også andre værdier og oplevelser ved at være official:

  • Du kommer HELT tæt på sporten
  • Du bliver en del af et større fællesskab
  • Du får et stort ansvar
  • Du får kompetencer igennem uddannelse, kurser og seminarer
  • Du gør en forskel for de aktive
  • Du møder en masse, der som du er engageret og brænder for sporten
  • Du får et netværk, som du kan bruge uden for sporten
  • Vil du med helt tæt på sporten, så kontakt en af DASUs klubber og hør, hvordan du bliver official.

Du finder DASUs klubber her.

Kom selv i gang med gokart, rally, banesport, digital motorsport osv.

Vil du dyrke motorsport, så kan du læse her, hvordan du kommer i gang bedst muligt.

De nemmeste og billigste indgange til sporten er klubrally, folkerace, gokart, vejsport, MRC og digital motorsport (e-sport). Dem kan du læse mere om herunder.

Sådan kommer du i gang med klubrally


Klubrally er indgangsdisciplinen i rallysporten. Rally er kendetegnet af, at der er to i bilen – en første- og en andenkører – samt at løbene køres på afspærrede veje eller industriarealer.


Klubrally kan du køre i din egen personbil, men før du bliver sluppet løs på prøverne, skal du gennemgå et kort kursus med både teori og kørsel i bilen. Ofte arrangerer DASU’s klubber kursus før et løb, så du kan tage kurset og køre løb lige efter.

Du har også mulighed for at deltage i dit første løb med en erfaren første- eller andenkører ved siden af. På den måde kan du deltage, uden først at skulle på kursus.

Nogle klubber har en bil, som man kan leje på dagen, og en styrthjelm kan man sikkert låne, så her er et kørekort nok til at komme i gang med at køre rally.


Sådan kommer du i gang med folkerace

Folkerace er den nemmeste og billigste måde at køre baneløb på. Folkerace er den officielle udgave af Zulu Djævleræs, men i de løb, som DASU arrangerer, er der dog ikke noget med campingvogne, badebolde og øldåser. En fast del af folkerace er den såkaldte budrunde efter alle løb. Her kan man for kr. 100 pr. bud byde på de biler, der lige har kørt race. Bliver dit bud trukket ud, er ejeren af bilen forpligtet til at sælge til dig for kr. 6000.

Efter et teoretisk kursus må du træne på banerne. Vil du køre løb, skal du også bestå en praktisk prøve.

En gang om året er der åbent hus på årets folkeracebaner, og her kan du helt gratis få en tur. Du kan også mod et mindre beløb få lov at køre selv.

Læs vores artikel om at komme i gang med folkerace her.

Sådan kommer du i gang med gokart

Gokart – eller karting – er sporten, hvor kørere som Ayrton Senna, Michael Schumacher og de fleste af de største lærte at køre race. Karting køres i et hav af klasser, så der er plads til alle uanset ambitionsniveau og pengepung.

Det nemmeste – og billigste – niveau at træde ind i kartsporten på, er formentlig DASUs gå-til-gokart-koncept. Her melder du dig ind i en klub, betaler et månedligt gebyr og stiller blot med dig selv og lysten til at dyrke motorsport.

Skal det gå lidt stærkere, så kan du snuse til sporten og prøve at køre en racerkart eller endda træne, køre løb etc. i din egen racerkart.

I nogle klubber kan du låne eller leje en kart samt hjelm og køredragt, så du ikke behøver at gøre de store investeringer før du ved, om sporten er noget for dig.

Læs mere om at begynde til karting på kartingdanmark.dk.


Sådan kommer du i gang med vejsport

Den rigtige måde at begynde på for den, der kan lide konkurrence i bil, men ikke rigtig race. Alle biler under 3500 kg kan bruges. Det eneste udstyr der er nødvendigt er kuglepen, lineal og måske en plade til køreordren.

I bilorientering skal deltagerne følge en forudbestemt rute ved hjælp af kort og en udleveret rutebeskrivelse. Det gælder om at finde vej i terrænet.
Man kører to i bilen – kører og observatør.

For at kontrollere at deltagerne følger den rigtige rute med den angivne gennemsnitshastighed, er der på ruten opstillet forskellige former for kontrolsteder – bemandede og ubemandede.

Sådan kommer du i gang med MRC

MRC dyrkes både inden- og udendørs på baner i det meste af landet, så det er en sport, du kan dyrke hele året.
MRC køres i en hel masse klasser med både el- og brændstofmotorer og både on- såvel som offroad, så du finder nemt en klasse, der passer til dit temperament, din pengepung og dit ambitionsniveau.

Du skal have en licens for at køre, men du behøver ikke bestå en prøve for at løse licensen.

Sådan kommer du i gang med digital motorsport (e-sport)

E-sport – eller digital motorsport – er måske den billigste og nemmeste indgang til motorsportens fantastiske verden.

For få tusinde kroner kan du være kørende og ligefrem deltage i et officielt DM eller endda verdensmesterskab – og stadig mærke suset, få adrenalinen op og konkurrere på lige vilkår med verdensstjerner og simracere.

I DASU-regi køres der løb på bl.a. PC.

Flere klubber har e-sport på programmet, mens der er en række officielle mesterskaber.

Læs vores artikel om at komme godt i gang med digital motorsport her.

Kontakt din lokale klub

Uanset hvilken sportsgren du ønsker at kaste dig over, så anbefaler vi altid, at du kontakter din lokale klub for at høre mere.

Du kan finde en oversigt over motorsportsklubber og de sportsgrene, de er specialiserede i, hos DASU her.