Det bliver ikke til et sæde i Matech Racings Ford GT i VM for GT1-racere for Casper Elgaard. Elgaard har netop testet for det schweiziske team på portugisiske Portimao i en decideret shootout mellem flere kørere, og selvom danskeren har fået tilbudt sædet efter testen, har han måttet takke nej.

– Teamet har nu spurgt mig, om jeg ville køre for dem i den kommende sæson, men desværre kræver de betaling af deres kørere, og de penge kan jeg ikke finde her og nu, siger Casper Elgaard til Racemag.

Danskeren, der tidligere har kørt GT1 på Le Mans, har ikke opgivet at få et sæde i VM-serien, som også får dansk deltagelse af Christoffer Nygaard.

– Jeg arbejder videre på GT1, hvor der stadig er et par muligheder. Alternativer er GT2 eller GT3 og evt. Scandinavian Touring Car Cup. Men det afhænger af de kommende dage, hvor jeg afventer svar fra flere felter, siger Elgaard videre til Racemag.

Ved testen på Portimao kørte Elgaard og de øvrige kørere i Matech Racings GT3-racer. Mathias Beche, Yann Zimmer, Borja Garcia og Carlo Van Dam konkurrerede om sædet i teamet, der i øvrigt går efter et 100 % kvindehold i årets Le Mans.

Foto: Matech Racing