En række af de største motorsportssites har i dag bragt historier om, at Jos Verstappen kunne være en del af et nyt og rent hollandsk projekt, der skal køre Le Mans næste år.
Historien om det nye hollandske projekt, der ifølge blandt andre Dailysportscar, Motorsport.com og Autosport, skal være interesserede i at køre LMP2, har allerede Jan Lammers med som en af hovedmændene. Det bekræftede hollænderen selv overfor Dailysportscar.com i forbindelse med forrige weekends Le Mans, og siden er der kommet mere information om det nye team. Med i projektet er også Frits van Eerd, der ejer supermarkedskæden Jumbo i Holland. Jumbo er en af Max Verstappens sponsorer, og dermed kunne det være oplagt, at far Jos kommer tilbage på banen. Van Eerd kører også selv race i BOSS GP-serien, hvor han sammen med netop Lammers kører i klassiske F1-biler.
Kommer Jan Lammers til start med projektet, så bliver det hans 23. Le Mans – et sted, hvor han blandt andet er kendt for Racing for Holland-projektet, der gennem en årrække var til start med den sort/hvide Dome Judd i den daværende LMP900-kategori.
At Lammers viste sig at være involveret i det nye projekt, har for alvor sat gang i nye spekulationer, for hvad med Jos Verstappen? Verstappen har ikke kørt en fuld sæson siden 2008, men var til start på Le Mans i 2009 med Aston Martin Racings LMP1-prototype, og øjner tilsyneladende et comeback til sportscars.
Selv har Jos Verstappen i dag sagt til Autosport, at motivationen til at gøre comeback er i orden, og at han gerne vil køre Le Mans samt et par andre løb som optakt.
– Jeg tror, at jeg stadig kan det. Jeg ved hvordan man kører, jeg mangler bare lidt træning, og så skal jeg nok tabe et par kilo, siger han til Autosport.
I det britiske magasin siger den 59-årige Jan Lammers også, at Verstappen længe har været et mål for teamet:
– Vi taler stadig om, hvem der skal være vores tredjekører, og vi tager en beslutning i de kommende uger. Planen er et rent hollandsk lineup, og Jos er en af kandidaterne – men der er en del kandidater, fastholder Jan Lammers.



