Yokohama SuperCup har fået vokseværk. Samlet set vokser de danske racerklasser til 2013-sæsonen, hvor blandt andre lillebror Yokohama 1600 Challenge melder om 20 tilmeldte. Nu melder storebroren sig på banen med højere antal deltagere.

Hele 25 tilmeldte er der på nuværende tidspunkt i klassen, der til 2013-sæsonen har fået godkendt reglementet med mulighed for at sætte stylingskit på bilerne med vinger osv. Og med motorer på to liter samt mulighed for trykladning og op til 220 hk, så sker der også noget på præstationssiden.

Den 30. marts mødes feltet til fælles testdag på Padborg Park – men allerede i weekenden satte kørerne hinanden stævne i Racehall i Aarhus.

Her gik det så godt, at den nye i klassen, Mikkel B. Johnsen, satte banerekord for standard karts, med omgangstiden 50.983.