Yokohama SuperCup tyvstartede lørdag den 26. marts med en testdag på Padborg Park, men den egentlige sæsonstart bliver på Jyllandsringen den 23. – 24. april.
Klassen har fastholdt næsten hele reglementet fra 2015, dog med den ændring, at bilerne nu må have op til 250 hk fremfor 235 hk i 2015. Det bliver dog et absolut fåtal af biler, der kommer til at kunne udnytte dette. Det skyldes, at biler med 250 hk skal veje minimum 1325 kg, hvis den har turbomotor eller minimum 1225 kg med sugemotor. Det er primært de meget nye biler, der vejer så meget.
Mesteren fra 2015, Kim Lund Johansen, vil i år forsvare sit mesterskab, og det bliver i vinderbilen fra 2015. Kim er noget af det nærmeste man kommer en ”vanevinder” i dansk banesport, da han har vundet 6 mesterskaber i forskellige klasser over de seneste 9 år, så det bliver spændende om han tager sit syvende DM i 2016.
Umiddelbart så er de to største udfordrere til titlen nok den unge Lasse M. Sørensen i Opel Astra, og Jakob Borum i Honda Integra. Opel Astraen er netop en af de biler der kommer til at nyde godt af at den må have lidt flere hestekræfter. I 2015 var det tydeligt, at den havde svært ved at følge med på langsiderne, så med 10-15 hk ekstra kan Lasse blive rigtig farlig oppe i front af feltet. Jakob Borum har skiftet den gamle Honda Integra DC2 ud med en nyere Honda Integra DC5. I den gamle Integra var Jakob ofte med helt fremme, men det kneb med stabiliteten i den aldrende bil, så nu bliver det spændende at se, om den nye bil er lige så hurtig som den gamle, og om stabiliteten er bedre.
Åbningsløbet bliver også til et gensyn med Allan Kristensen, der kørte i volden på Ring Djursland tilbage i august måned 2015. Et uheld der holdt Allan ude af sporten resten af sæsonen, men nu er han klar igen. Allan kører i den samme Seat Ibiza som i 2015, og med den opadgående formkurve han viste der, kan det blive spændende at følge om han kan komme helt frem til podiepladserne igen.
Der er kommet en del nye til klassen i år, og de vil naturligvis gøre hvad de kan for at drille de etablerede i klassen, og selv komme op i front.
Tidsplanen for Yokohama SuperCup ser således ud (med forbehold for ændringer):
Lørdag den 23. april kl 11:15: Tidtagning
Lørdag den 23. april kl 16:30: Heat 1
Søndag den 24. april kl 10:30: Heat 2
Søndag den 24. april kl 13:20: Heat 3
Kan du ikke komme på banen selv så kan du følge med på TV på TV 2 Sport fra kl 12:00 søndag den 24. april.