Toyota Motorsport har hentet en skarp trio til deres Le Mans-satsning 2012. Alexander Wurz, Nicolas Lapierre og Kazuki Nakajima bliver trioen, der skal føre Toyota tilbage i langdistanceracing i 2012.
Toyota Motorsport stiller i udvalgte WEC-løb, herunder 24-timersløbet på Le Mans. Og det bliver altså med to meget erfarne langdistancekørere fra Peugeots rækker kombineret med Toyotas egen juniorkører, tidligere F1-kører Nakajima.
Alexander Wurz er den yngste vinder af Le Mans, da han sikrede sig trofæet i 1996 i sit første forsøg. Endnu en samlet sejr kom i 2009 kombineret med sejr i Petit Le Mans og Spa for Peugeot Sport.
– Så snart jeg hørte om muligheden for at komme til teamet, var jeg meget spændt og opsat på at blive involveret. Jeg elsker langdistanceracing og har været fan af Le Mans siden min barndom, så jeg har gode minder om Toyotaerne der, særligt GT-One, der var en virkeligt sexy og cool bil, siger Alexander Wurz i en pressemeddelelse fra det Køln-baserede team.
– Jeg er kan ikke vente med at komme i gang, og jeg er fascineret af udfordringen med at konkurrere med en hybridbil. Det er fremtiden inden for racing, så jeg er meget glad for, at Toyota kommer med denne teknologi. Jeg ved, at Toyota har stor erfaring inden for feltet, og jeg håber, at dette spiller i vores hænder, slutter Wurz.
Nicolas Lapierre har vundet løb i GP2 og samlet i A1 GP i 2006, inden han kom til Oreca i 2007. Han har sejre i Portimao og Silverstone samt dette års 12-timersløb på Sebring på cv’et.
Kazuki Nakajima har været del af Toyotas talentprogram og vandt i Formel 3 og GP2 inden han kørte to fulde sæsoner for Williams F1. Senest har han kørt i det japanske Formula Nippon. Japaneren har erfaring fra den japanske GT-serie.
Toyota Motorsport tester intensivt på simulator og regner med rollout af den nye hybrid-LMP1 kort efter nytår.