Porsche vender tilbage til den største klasse på Le Mans. Fra 2014 står der atter fabriks-Porscher på gridden i Le Mans i den største klasse, LMP1. Det offentliggør den tyske fabrik.
Porsche er det mest succesrige mærke på Le Mans med 16 generelle sejre. Senest i 1998 vandt tyskerne med Porsche 911 GT1.
– Motorsport har altid været en væsentlig bestanddel af Porsche-mærket. Derfor var det for os blot et spørgsmål om tid, før vi igen ville stå med en fabriksindsats i den øverste liga i motorsporten. Porsches succeser er ikke overgåede. Det vil vi fortsætte og køre den 17. samlede sejr hjem, siger Matthias Müller, Porsche AG’s øverste chef i en pressemeddelelse.

Porsche deltog fra 2006 og frem til 2010 med Porsche RS Spyder i både ALMS, Le Mans og diverse sportsvognsserier i LMP2, hvor blandt andre danske Team Essex sejrede i klassen på Le Mans. Derudover har mærket senest lanceret hybridversionen af 911 GT3 R. Og netop hybrid-teknologiens indtog på Le Mans spiller en rolle i Porsche comeback i kongeklassen.
– Vi glæder os til opgaven med at udvikle nye teknologier og dermed bygge videre på succeserne for Porsche RS Spyder. Vi har teknologisk holdt os på det seneste niveau af viden siden vi stoppede det fabriksstøttede sportsvognsprogram i American Le Mans Series. Nu vil vi med detaljerede undersøgelser vurdere forskellige konceptalternativer for den nye bil. Det afhænger selvfølgelig af, hvordan det nye tekniske reglement ser ud i detaljer for 2014. Dette reglement er principielt for os, da integrationen af hybridteknologi i konceptet er en mulighed, siger Porsche Motorsports chef Hartmut Kristen.
Første Le Mans-sejr til Porsche kom i 1970 med Hans Herrmann og Richard Attwood. Laurent Aiello, Stéphane Ortelli og Allan McNish tog den seneste i 1998. Tom Kristensens første Le Mans-sejr i 1997 kom i en meget modificeret Porsche 962 indsat af Joest som en TWR Porsche WSC-95.
Se teaser her:
Fotos: Porsche AG