Det kom næppe som en overraskelse for ret mange, da Tito Rabat i går kunne tage VM sejren i Moto2 klassen. Sæsonen igennem var det tydeligt, at mesterskabet skulle udkæmpes mellem de to MarcVDS kørere Rabat og Mika Kallio. Desværre for Kallio var Rabat simpelthen bare bedre hele sæsonen, og har da også ført mesterskabet siden første løb.
Rabats føring i mesterskabet var inden løbet så komfortabel, at han kunne cruise sejren hjem på en stabil 3. plads, mens Kallio og Maverick Vinalez kæmpede om sejren. Stor kadeau til Rabat for at holde hovedet koldt og ikke lave en eneste fejl løbet igennem.
Moto2’s absolut førende rookie, Maverick Vinales (Paginas Amarillas Kalex), kunne tage sæsonens 2. sejr foran Kallio. Det er tydeligt at Suzuki valgte rigtigt da de tilbød den unge spanier et sæde næste år, for at klare sig så godt som debutant i så hård en klasse som Moto2, viser hvor stort et talent den unge spanier har.
Bag de tre kom Johann Zarco (AirAsia Caterham), Dominique Aegerter (Technomag Suter) og Julian Simon (Italtrans Kalex).
I Moto3 var der som altid millimeter tæt racing, og især mesterskabskampen mellem Jack Miller (KTM) og Alex Marquez (Estrella Galicia Honda) udviklede sig til at minde lidt om et barslagsmål.
Miller sad på føringen det meste af løbet, og hver gang Marquez overhalede gik Miller op på indersiden i sving 1 og lod cyklen gå bredt, hvilket tvang Marquez til at gå endnu bredere gennem svinget. Hele seancen gentog sig fire gange løbet igennem med en del kontakt til følge. Hver gang Miller gjorde det måtte Marquez undvige og faldt ned som 5’er, og hver gang kørte han sig op igen for at angribe endnu en gang. Det er synd at de to ikke skal køre i samme klasse næste år, for kampen mellem de to kæmpetalenter har især i sidste halvdel af sæsonens udspillet sig på fuldstændigt spektakulær vis.
Kampen mellem de to serverede sejren til Efren Vazquez (Saxoprint Honda), der kunne lave et angreb i sidste sving og gå forbi Miller som sluttede toer. Podiet blev afsluttet af Alex Rins, som viste sit kæmpe talent efter at være startet som 17’er på gridden. Danny Kent på Husqvarnaen fortsatte de gode takter og kom ind som firer, foran Alex Marquez som måtte nøjes med en skuffende 5. plads.
Marquez fører nu mesterskabet med kun 11 point over Miller, og der er virkelig lagt i ovnen til et drama på Valencia når det sidste løb køres den 9. november



