Kollegerne på LMP1-teamet har tur i den, men Porsche Team Manthey har bestemt også medvind i LMGTE Pro. Her nærmer Porsche sig også en VM-titel efter endnu en suveræn klassesjr i Six Hours of Shanghai.
Her blev det til den tredje sejr i de seneste fire løb for Richard Lietz og Michael Christensen, som vandt med lidt over 45 sekunders forspring til AF Corse #51.
De to Porscher startede ellers fra 4. og 5. startposition, men fik hurtigt vundet føringen og sat det hele nder kontrol. AF Corse havde dog ikke tænkt sig at give op, og specielt i løbets anden halvdel, da banen begyndte at tørre, satte Ferrari-holdet Porsche under pres. Specielt Toni Vilander, der kørte et kæmpe stint på næsten fire en halv time var afgørende for Ferrariens styrke – men det var ikke nok til at køre fra Lietz og Christensen i Porsches #91.
Michael Christensens holdkammerater i Porsche #92 blev nummer tre foran den anden AF Corse-Ferrari med Davide Rigon og James Calado.

I LMGTE Am blev det imidlertid til sejr for det italienske team. Sejren, der tilfaldt Emmanuel Collard, Francois Perrodo og Rui Aguas, kom i hus efter en sen straf, men det var alligevel nok til at sejre knap 42 sekunder foran Aston Martins #98 med Paul Dalla Lana, Pedro Lamy og Mathias Lauda. Den russiske SMP Racing Ferrari #72 blev nummer tre.
Larbre Competition og Nicolai Sylvest blev nummer fem i LMGTE Am, to omgange efter AF Corses vindende bil.