Den 23-årige Hypercar-kører sikrede en fjerdeplads i årets sidste løb i FIA World Endurance Championship – og hans sidste løb med Peugeot TotalEnergies – på Monza.
Det kølige og fugtige efterårsvejr på den legendariske bane i det nordlige Milano passede godt til Peugeot 9X8-raceren, og med Theó Pourchaire bag rattet blev bilen med nummer 94 noteret for femtehurtigste omgangstid i Hyperpole-kvalifikationen lørdag.
Herfra lykkedes det thyboen at avancere en enkelt placering og køre over målstregen på fjerdepladsen – men det var ikke uden en smule drama kort før målstregen, hvor en bagfrakommende konkurrent med masser af kampgejst forsøgte at erobre fjerdepladsen. Efter et par omganges kamp lavede konkurrenten en fejl og røg af banen, så Malthe Jakobsen kunne afslutte sit sidste løb for det franske bilmærke med årets bedste resultat.
“Vi kunne ikke have fået en bedre afslutning på sæsonen og fire års godt samarbejde. Loïc og Theó kørte perfekte stints og leverede en velkørende bil til mig på femtepladsen, så jeg skulle bare gøre arbejdet færdigt”, siger Malthe Jakobsen, som har haft en helt særlig sidste søndag med det team, som gav ham chancen på den store scene:
“Jeg er dybt taknemmelig for den tillid, Peugeot TotalEnergies viste mig for fire år siden. Vi har udviklet os sammen, og teamet har været en vigtig del af min udvikling som racerkører og som menneske. Tusind tak til alle i hele teamet for det hårde arbejde og mange gode timer på banerne og på fabrikken”, siger han.
Malthe Jakobsen, Theó Pourchaire og Loïc Duval slutter 2026-sæsonen på 18. pladsen i FIA World Endurance Championship.
Foto: Xavier Bonilla / DPPI



