MotoGP var i weekenden på Brno i Tjekkiet og Yamahas Jorge Lorenzo stjal opmærksomheden.

Han var suveræn på Yamahaen hele weekenden og startede således på Pole Position. Bag ham holdt Marc Marquez og Valentino Rossi, hans to konkurrenter om mesterskabet.

Lorenzo og Marquez kom suverænt fra start, mens Rossi måtte kæmpe med Andrea Dovisiozo og Andrea Iannone på de to Ducatier. Det kostede ham værdifuld tid, og da han endelig slap forbi dem, var de to frontløbere langt uden for rækkevidde.

Marquez pressede i den første halvdel af løbet hårdt for at komme forbi Lorenzo, men forskellen i dækvalg viste sig afgørende. Marquez havde valgt den hårde compound for og bag, mens Lorenzo havde valgt et medium-compound bagdæk. Holdbarheden på den blødere compound var mere end rigeligt til løbet, og Marquez måtte til sidst sande at 2. pladsen var alt det kunne blive til. Sidste halvdel af løbet, holdt han et hurtigt men sikkert tempo, og sikrede sig 2. pladsen adskillige sekunder efter Lorenzo.

Rossi manglede det sidste overskud, men fandt et stabilt tempo, der forhindrede Iannone i at hente ham igen. Iannone formåede at holde sig foran Dani Pedrosa, der havde en hård weekend på Hondaen. En skade resulterede i store smerter, men spanieren formåede alligevel at kæmpe med Dovizioso og tage 5. pladsen fra ham.

Bag Dovi kom de to Tech3 Yamaha drenge, Bradley Smith og Pol Espargaro. Det ser lidt overraskende ud til at Smith har fundet formen efter et par lidt sløve sæsoner på Yamahaen. Han er ihvertfald sluttet foran teamkammeraten en del denne sæson, et billede der ellers ikke var typisk tidligere.

Aleix Espargaro på Suzukien og Danilo Petrucci på Pramac Ducatien afsluttede top 10. Loris Baz fejrede Forward Yamahas returnering til paddocken med at blive bedste Open-kører med en 15. plads.

Lorenzo og Rossi står nu helt lige i mesterskabet med 211 point hver! Marquez er 3’er med 159 point.