Det var den taktiske kørsel, der prægede andendagen i Dakar-rallyet for danske Jes Munk. I stegende hede og gennem uvejsomme, udtørrede flodlejer gik det fra Santa Rosa de la Pampa til San Rafael.
Undervejs blev det til flere styrt for danskeren, der også var i hjælperens rolle undervejs.
”Det var super svært i dag. Der var rigtig mange sten. Sidste år hoppede og dansede jeg på et sådant terræn, men denne gang tog jeg det roligt. Jeg kørte 70% af hvad jeg kunne. Det er den eneste måde at gøre det på, hvis jeg vil køre dette løb færdig, siger Munk, der netop udgik sidste år efter styrt.
– Jeg fulgtes i lang tid med min ven fra Guatemala; Francisco Arredondo. Vi blev overhalet på fuld drøn af to andre. En time senere så vi dem igen: de var begge styrtet. Ved sanddynerne i Nihuil faldt jeg, men en quad’er, som jeg selv havde hjulpet nogle minutter tidligere, stoppede op for at hjælpe mig med at rejse motorcyklen. Jeg kan godt lide den stemning her er på Dakar, hvor alle hjælper hinanden, slutter danskeren, der overnattede på en en 48. plads, inden det går afsted mod San Juan tirsdag.
Se det officielle resume af SS2 her:



