Jan Magnussen tager denne sæson hul på en ny udfordring. Den noget alsidige dansker er blevet hentet ind af Formula Automobile-ejeren Johnny Laursen til at køre den fortrinsvist sydeuropæiske International GT Open-serie.
Det sker i en Ferrari 458 Italia GT3.
– Jeg glæder mig helt vildt tli at komme i gang. Ferrari er noget særligt for de fleste racerkørere, specielt når det gælder centermotorbiler som 458 Italia. De har altid været stærke i GT-racing, og det er nogle af vores værste konkurrenter i ALMS-serien, så jeg ser frem til at prøve kræfter med den i GT3-mesterskabet, siger Jan Magnussen i en pressemeddelelse.
Jan Magnussen har dog fortsat fokus på sine forpligtelser for GM og Corvette Racing, hvilket også betyder, at han må springe to af de i alt otte løb over i GT Open-serien.
Johnny Laursen er kendt fra de danske racerbaner fra blandt andet Formula Renault og Ferrari Challenge. På baggrund af succes i bladverdenen startede Laursen i 2006 Formula Automobile, der importerer og forhandler Ferrari og Maserati i Danmark. De står også bag Formula Racing, som også denne weekend deltager i Maserati Trofeo med Mikkel Mac.
– Jeg glæder mig enormt til at køre med Jan Magnussen. Jan er en af verdens bedste racerkørere, og det har han vist med fantastiske resultater, ikke mindst i GT-biler gennem mange år, siger Johnny Laursen.
– Jan kan bidrage med en erfaring og viden, som er uden sidestykke, og det har stor betydning for Formula Racings første sæson i GT3-klassen. Med en af verdens bedste GT-biler, Ferrar458 GT3, og en af verdens bedste GT-kørere, tør vi godt gå efter podieplaceringer allerede i år, slutter Johnny Laursen.
Hvem der skal køre bilen i stedet for Magnussen ved de to afdelinger, forlyder der ikke noget om.
International GT Open starter allerede denne weekend på Paul Ricard i Frankrig. Magnussen/Laursen kører Ferrari #53 indsat af Kessel Racing.
Løbene vises på Motors TV og live på nettet – lørdag kl. 15.00 – se det her.
International GT Open-kalenderen 2013:
Paul Ricard 27-28/04/2013
Portimao 11-12/05/2013
Nurburgring 01-02/06/2013
Jerez 15-16/06/2013
Silverstone 13-14/07/2013
Spa 07-08/09/2013
Monza 05-06/10/2013
Barcelona 09-10/11/2013



