Noah Strømsted har på kort tid markeret sig som en af Danmarks mest lovende racerkørere. Hans vej ind i motorsporten startede senere end hans konkurrenters, men han har allerede som 17-årig fået en plads i Mercedes’ juniorprogram. Det vidner om en utrolig dedikation, et talent og en vilje til at nå toppen.

I år deltager han i FIA Formula 3 Championship for det italienske Trident Motorsport, og han fik en flyvende start på sæsonen med en podieplacering i hovedløbet ved sæsonpremieren i Australien. Løbet blev afviklet i udfordrende regnvejrsforhold, men danskeren viste sit tekniske overskud og en evne til at tilpasse sig både en ny bil og en ny bane.

”Det var en meget god følelse. Det var en lang vinterpause og det er en helt ny bil, men teamet har lavet en god bil til starten af sæsonen,” fortæller Noah Strømsted efter sit flotte resultat.

Første gang, han satte sig bag rattet, var som 10-årig, da han sammen med sin far besøgte en privat kartingbane i Spanien, hvor han fik lov til at prøve kræfter med sporten med sin far ved siden af sig. ”Og så tog det rigtig fart for fire år siden,” fortæller han. I modsætning til mange af sine konkurrenter, der har konkurreret i karting siden de var helt små, startede Noah Strømsted sin racerkarriere langt senere.

”Jeg har kun kørt rigtig løb i fire år nu, hvor alle andre starter i gokart, når de er 5-6 år. Så på den måde er jeg noget anderledes end de fleste,” forklarer medlemmet af Automobil Sports Klubben Hedeland.

Debuten fandt sted i den danske Formel 4-serie i 2021, hvor han med ni sejre i sine 12 løbsstarter sikrede sig andenpladsen i mesterskabet. Senere har den stået på Formel 4 i Spanien og deltagelse i Formula Regional European Championship.

På denne korte tid har danskeren formået at etablere sig på den internationale motorsportsscene.

Selvom Noah Strømsted kun havde et enkelt år i dansk motorsport, inden han tog skridtet videre til international racing, oplevede han en markant forskel i niveauet. Overgangen fra nationale til internationale konkurrencer har tydeligt vist ham, hvor krævende sporten er på det højeste plan.

”Niveauet er meget højere, ikke bare kørerne, men også holdene og den måde de arbejder på. Specielt i år kan jeg se det, hvor meget højere niveauet er, og forskellen på hvordan de arbejder,” siger han.

Denne udvikling har givet ham en dybere forståelse af, hvad der kræves for at konkurrere og præstere i international motorsport.

En milepæl i hans karriere var at blive optaget som en del af Mercedes’ juniorprogram. Processen med at komme dertil strakte sig over to-et-halvt år, men programmet giver ham adgang til uvurderlige ressourcer og ekspertise fra et af motorsportens mest anerkendte teams.

”Selvfølgelig er det fedt at være en del af deres juniorprogram og få den hjælp, de kan give,” siger han. Selvom det endnu ikke har haft den store indflydelse på hans dagligdag, forventer han, at samarbejdet vil intensiveres med simulatortræning og andre aktiviteter.

Noah Strømsted har store ambitioner, og hans mål er klart defineret. ”Om 3-5 år er det Formel 1,” siger den danske teenager, der ser op til de unge Formel 1-kørere, der har bevist, at der stadig er plads til friske talenter i sporten. Med en sæson foran sig i FIA Formula 3 Championship, der byder på nye udfordringer og ikoniske baner som Monaco, ser han frem til at udvikle sig yderligere. ”Det bliver første gang for mig i Monaco, og det er en bane, jeg virkelig glæder mig til at køre på,” siger Noah Strømsted. Samtidig har han og Trident Motorsport klare mål: ”Det handler om at samle så mange point som muligt og altid være i top 5 eller top 8.”

Tekst: Amalie Litke.

Foto: Dutch Photo Agency.

Denne artikel er bragt i Autosport #2/2025. Autosport er Danmarks eneste dedikerede bilsportsmagasin, og du kan modtage det ved at blive medlem af en af klubberne i DASU. Find din klub her.