Jan Andreasen har været aktiv i karting siden 1984, men har ingen planer om at stoppe i sporten.
Jan Andreasen sveder og puster efter etkartingheat og har en ansigtsfarve, der er tæt på at matche nuancerne på hans Dannebrogsfarvede kørerdragt. Men han elsker det.
”Jeg bliver ved, indtil det ikke er sjovt længere. Så der kan godt gå et stykke tid endnu, inden jeg stopper,” siger den 58-årige kartingkører. ”Jeg håber på, at jeg kan blive ved lidt endnu, men det kræver jo også tid. Og tid er jo ikke altid det, man har mest af, når der er mange andre ting, man også gerne vil.”
”Jeg kan også godt lide at cykle, og jeg kørte cykelløb, inden jeg startede med gokart. Men jeg har bare svært ved at give slip på det, for det kunne jo være, at man lige fandt den gyldne opsætning.”
Jan Andreasen har dyrket sporten siden teenageårene.
”Jeg begyndte at køre i 1984. Benny, som nu er min mekaniker, kørte selv, og så ville jeg se, om jeg kunne følge med ham. Jeg startede med at køre 100 kubik, selv om jeg blev opfordret til at købe en Formel Yamaha, men det skulle jeg ikke have, for jeg skulle jo køre om kap med Benny. Men 100 kubik-motoren sprang i luften,” fortæller han. ”Så kunne jeg godt se, at hvis jeg skulle lære at køre gokart, så skulle jeg have sådan en evighedsmaskine i stedet for. Så fik jeg den byttet ud, sled den første Formel Yamaha op i min første sæson. I næste sæson fik jeg en ny, og så vandt jeg mit første løb.”
Formel Yamaha-karten fik han gennem den lokale forhandler, Hans Ladefoged, som var medvirkende til, at Jan Andreasen i flere årtier har kørt i Rotax-systemet: ”Hans Ladefoged havde Swiss Hutless-importen, og der var en repræsentant derfra, der kunne se lidt ud i fremtiden. Denne her motor kommer til at vælte gokart-verdenen, sagde han. Det var Max-motoren, der dengang var den eneste Rotax-motor, der fandtes. Så fik Hans sådan en motor og sagde, at den skulle jeg have,” husker Jan Andreasen. ”Jeg kørte med den i Futura-klassen, hvor man havde blandet Comet, Dino, Rotax og Sonic sammen. Så kørte vi mod hinanden. På nogle baner var vi med Rotax-motorerne gode, og andre baner var de andre gode på. Sådan var det bare.”
Med tiden opstod egentlige Rotax-klasser med en dansk løbsserie, men der var også internationale konkurrencer. Dermed er vi også tilbage ved den Dannebrogsfarvede kørerdragt.
”Den er nok 5-6 år gammel,” siger Jan Andreasen. ”Det er en, man kan købe sig til, når man kvalificerer sig til Rotax World Finals.”
Rotax World Finals er det uofficielle VM, som deltagerne kvalificerer sig til ved at vinde deres respektive klasser i de nationale Rotax Max Challenge-serier.
”Jeg har deltaget 19 gange, men har kvalificeret mig 21 gange,” fortæller medlemmet af Midtjysk Karting Klub. ”Det ene år skulle Grand Finals køre på La Conca i Italien, og den bane magtede jeg ikke. Anden gang, jeg ikke tog afsted, fandt løbet sted iNew Orleans i USA, og det fortryder jeg lidt, at jeg ikke tog med til.”
De 19 deltagelser i Rotax World Finals har kastet mange oplevelser af sig. Den bedste fik Jan Andreasen på Sarno-banen i Italien.
”Jeg var håbløst bagefter, indtil det begyndte at regne, for så blev jeg lige pludselig flyvende,” husker han. ”Vi havde åbenbart fundet et setup, der duede, for i finalen røg jeg bare op igennem feltet og overhalede treeren. Men jeg fik ikke lukket af, så der kom lige et lille tog forbi igen. Jeg sluttede femmer eller sekser, men det var en superfed oplevelse, selv om der også har været mange andre gode oplevelser.”
Men hvad er det, der får ham til at blive ved med karting. ”Det er bare passionen i det. Og så teknikken. Og så at holde sig lidt ung,” siger Rotax DD2 Master-køreren. ”For hvis jeg bare som 58-årig sådannogenlunde kan snuse lidt til de unge mennesker i klassen,som er 35 eller 32, så er det godt. Det kan jeg så ikke helt lige nu, men det kan der være, at jeg finder det sidste.”
Denne artikel er bragt i Autosport #4/2026. Autosport er Danmarks eneste dedikerede bilsportsmagasin, og du kan modtage det ved at blive medlem af en af klubberne i DASU. Find din klub her


Max DD2 Master-klassen.




