DASU’s medlemskreds tæller godt 90 klubber. Mens mange har base omkring en bane eller er opstået i et geografisk område, har enkelte derimod fokus på et bestemt bilmærke. Det gælder således Porsche Sport Club, der er en del af Porsche Club Danmark, som blev stiftet i 1971 og som er anerkendt af Porsche AG, Semler Motor Co. i Danmark, samt er en del af det internationale Porsche Club-netværk. Porsche Club Danmark er den eneste klub i Danmark, hvor alle Porschemodeller – nye som gamle – er velkomne, og den har således en bred medlemsrepræsentation blandt ejere af alt fra 356 til 918 og 992.
Og ja, navnet siger jo alt.
Det handler om et tysk bilmærke, og det handler om brugen af køretøjet og den historik, der knytter sig til bilmærket.
Porsche Sport Club er således den sportslige gren af Porsche Club Danmark. Denne klub var fra 1973 til 1989 tilknyttet DASU, og siden 2005 har Porsche Sport Club været en af unionens medlemsklubber.
”Porsche Club Danmark favner bredt,” siger Jesper Blom, der gennem en årrække har været medlem af klubbens bestyrelse hovedsageligt med ansvar for afvikling af klubbens køretekniske arrangementer.
”Vi har over 1.000 medlemmer, og hen over året afholder vi vel 40 forskellige arrangementer. Og de er virkelig forskellige. Fra køreture ud i sommerlandet over besøg hos landets Porsche-centre til vores julebankospil. Bankospillene er nok noget af det mest besøgte. Her i vinter blev der afholdt tre bankospil. Et i Aarhus, et i København og så et på Langeland, hvor et af vores medlemmer lagde hus til.”
For nogle af klubbens medlemmer må tingene godt gå lidt hurtigere end opråberens tempo med at hive en brik frem af stofposen. Sidste år var der således 133 medlemmer, som valgte at være en del af Porsche Sport Club.
”Det er et af de medlemskaber, man kan tegne, og som betyder, at man ikke blot er medlem af Porsche Club Danmark, men også er tilknyttet DASU og kan få sig en licens,” forklarer Jesper Blom. ”Vi er 10-12 stykker, der som jeg har en banelicens, men mange vælger muligheden, fordi de så kan deltage i vores køretekniske arrangementer.”
I år har Porsche Sport Club planlagt otte trackdays. De finder typisk sted på FDM Jyllandsringen og Padborg Park, men også på udenlandske baner som Gotland Ring, Bilster Berg, Ring Knutstorp og Sturup Raceway.
”Når vi mødes, drejer det sig basalt set om to ting,” fortæller Jesper Blom. ”Det handler om at være sammen med ligesindede, som er interesserede i biler og i særdeleshed i Porscher. Så gælder det om at lære sin bil bedre at kende. At lære at håndtere sin bil, hvor det kan blive svært. Det gælder ikke om at sætte omgangstider.”
”Nogle medlemmer deltager i stort set alle vores arrangementer. Andre i et enkelt eller to, men vi er typisk mellem 25 og 40 deltagere pr. gang. Nogle medlemmer kører mest om formiddagen, for når de så har kørt nok, sparker de dæk om eftermiddagen og snakker med andre. Vi er der for at være sammen. Der deltager altid en repræsentant eller to fra importøren eller den lokale Porsche-afdeling som teknisk vejleder. Jeg oplever ikke, at der er nogen grupperinger, sådan som man har hørt om andre steder.”
Men uanset bane er Porsche Sport Clubs trackdays ikke lig med fri leg.
”Vi starter altid dagen med en briefing, som jeg i de seneste mange år har været ansvarlig for. Det er ligegyldigt, om der er nogen, som siger Vi har været med før. Lad os nu bare komme i gang. Er man ikke med til denne briefing, får man ikke lov til at deltage,” siger Jesper Blom. ”Vi er her for at lære vores Porscher bedre at kende – ikke for at køre race.”
I Porsche Sport Club er man konsekvent.
”Hvis nogen har en laptimer monteret i sin bil, siger vi Tak for i dag og god tur hjem. Det samme sker, hvis nogen kører for tæt. Enkelte af vores medlemmer har valgt disse arrangementer fra, fordi det ikke har noget med race at gøre. Det synes vi faktisk er fedt, for det er netop ikke meningen.”
Til en trackday bliver Porsche Sport Clubs tilmeldte medlemmer inddelt i tre grupper; grøn, blå og rød. Lidt som på en skipiste i alperne. Man starter i den grønne gruppe.
”I den grønne gruppe er der harekørsel, hvor jeg og en eventuel medinstruktør fører an,” forklarer Jesper Blom. ”Efter hver omgang samler vi op på langsiden, så et nyt medlem kan komme i front og opleve banes ideallinjer uden at skulle tænke på, om der ligger en bil bagved.”
Første gang et medlem deltager, starter medlemmet i den grønne gruppe. Senere kan man rykke op til blå og senere rød. Eller også rykke ned.
”Rød gruppe er for dem, som i mange år har deltaget i vores arrangementer og derfor har erfaring, men det er tilladt i løbet af dagen at skifte gruppe,” siger Jesper Blom. ”Vi har mange medlemmer, som bliver ved med at være i den blå gruppe, fordi de har det bedst med det.”
Det er 25 år siden, at Jesper Blom selv deltog i sin første trackday. Siden da har han tilbagelagt mere end 40.000 km på en racerbane.
”Der er ingen tvivl om, at der er nogen, som får prøvet deres bil af,” slår han fast. ”Det at bremse noget hårdere og at opleve det vægtskifte, der opstår i, specielt hvis man har en klassisk 911’er, som er berygtet for sin hækmotor. Vores dage på banerne har helt utvivlsomt været medvirkende til, at mange bliver sikrere chauffører i deres Porscher.”
Denne artikel er bragt i Autosport #2/2024. Autosport er Danmarks eneste dedikerede bilsportsmagasin, og du kan modtage det ved at blive medlem af en af klubberne i DASU. Find din klub her.