Racemag har talt med Christoffer Nygaard om målsætningerne for 2012 sæsonen.

– Højdepunktet for i år er helt klart Le Mans. Jeg glæder mig til at køre løbet igen, også er det jo fantastisk at kunne gøre det sammen med to andre danskere (red. Allan Simonsen og Kristian Poulsen), udtaler Christoffer Nygaard til Racemag.

Det legendariske løb var faktisk det løb, der først lå fast i Lyngby-kørerens kalender for 2012. Ejeren af AM Young Driver teamet Hardy Fischer havde sikret danskeren en plads ved årets Le Mans, og arbejdede på at få en ren dansk kørerbesætning. Kristian Poulsen kom sidenhen til, og for nyligt faldt aftalen på plads med Allan Simonsen, som teamet ellers troede, havde en aftale med Farnbacher Racing.

– Målsætningen er at komme på podiet i vores klasse som er GTE AM, og hvilken plads det så bliver, er egentlig mindre vigtigt, udtaler Christoffer Nygaard.

Så ambitionerne fejler ikke noget, og danskeren stiler atter efter en plads på podiet, som han fik i sin Le Mans Debut i 2010. Årsagen til de stiller op i GTE AM – altså klassen, hvor der deltager en amatørkører på holdet – skal ses ud fra den rating man får som henholdsvis guld, sølv og bronzekører. Det er således Allan Simonsen der har guld-rating, Christoffer har sølv-rating og det er lykkedes at få Kristian Poulsen klassificeret som bronzekører i år. Dermed har Racemags læsere svaret på en diskussion, der tidligere har været omkring, hvorfor der stilles op i GTE AM.

Udover 24 timer på Le Mans, så deltager Christoffer Nygaard også AM Young Driver teamet i ADAC GT Masters i Tyskland i år. I øvrigt sammen med netop Kristian Poulsen. I de første to afdelinger havde de en del problemer med Balance of Performance i bilen, men det lykkedes dem dog at tage point.

Christoffer Nygaard nævner, at der siden er arbejdet hårdt på at få løst dette problem, så teamet kan opfylde sin målsætning med at ende i top fem, når sæsonen er omme. Absolut en ambitiøs målsætning, da der deltager 44 biler i det tyske GT mesterskab.

Samtidig udtrykker danskeren også et ønske om at få prøvet kræfter med Nürburgring engang i fremtiden – både i VLN eller 24 timers regi.