Den nye Audi R18 fik verdenspremiere lørdag aften. Audis nye LMP1-bil er grundlæggende et re-design af årets R18, og har blandt andet fået ny aerodynamik og store optimeringer af både motor og hybridsystem.
R18 e-tron Quattro anno 2016 repræsenterer også et klasseskifte, for den nye bil skal køre i 6MJ-klassen snarere end 4MJ som i år. Skiftet er blandt andet sket med et nyt system, for hvor årets bil var en “flywheel hybrid”, så er 2016-bilens system baseret på batterier. Den fireliters V6 turbodiesel er den samme.
– Med vores nye R18 sender vi et klart signal. Audi fortsætter med motorsporten og holder fast i verdens mest succesfulde teknologi – TDI på Le Mans, siger Dr. Wolfgang Ullrich.
Audi Sport Team Joest kører de første kilometer i konkurrence, når det første WEC-løb i 2016 køres på Silverstone i April. Den nye R18 skal teste på Sebring næste måned.
I den forbindelse kom en anden opsigtsvækkende nyhed, idet både Audi og Porsche som dele af VW-gruppen har været nødt til at skære ned på aktiviteterne. Det betyder, at begge mærker vil køre med to snarere end tre biler på Le Mans.



