Audi toppede tabellen på den officielle testdag forud for Le Mans, der køres senere i denne måned. Her fik Lucas di Grassi dagens hurtigste tid i 3.21.375 foran Porsche, der ellers var hurtigst en god del af testdagen.

I testens første, fire timer lange halvdel var det ellers Porsche med Neel Jani i spidsen, der satte pace, og forbedrede Mark Webber på Janis tid i den anden Porsche.
Audi #7 var over et sekund efter Di Grassis #8, og fik ikke nær så mange kilometer, da problemer med en støddæmper holdt dem stort set ude af testens anden halvdel. I de sidste fire timer blev det således kun til seks omgange.

Toyota Gazoo Racing synes fortsat at mangle lidt i forhold til de tyske rivaler. Anthony Davidson var hurtigste kører fra Toyota, og kunne notere sig en 3.23.197, mens den hurtigste private LMP1-racer var Rebellions #13, som Alexandre Imperatori kørte 3.27.062 i.

Gode danske takter
Set med danske øjne var testdagens bedste nyhed, at Corvette Racing – og særligt #63 med Jan Magnussen, Antonio Garcia og Ricky Taylor ser hurtige ud. De noterede sig i hvert fald dagens bedste tid i GTE Pro, da det blev til en 3.55.122 i det uhyggeligt tætte felt. GTE Pro lover virkelig tæt race i år, og det sås med al tydelighed, da de hurtigste syv var indenfor et sekund.
Aston Martin Racings #95 med Nicki Thiim, Marco Sørensen og Darren Turner fik med 3.56.191 dagens tiendebedste tid, mens Michael Christensen og Dempsey Proton Racing var 14. hurtigst.

I GTE Am fik Formula Racing kørt masser af vigtige kilometer, og satte niendehurtigste tid, mens David Heinemeier Hansson, der i år har skiftet til GTE Am for Porsche-teamet Abu Dhabi-Proton Racing, var 11. hurtigst.

Få det fulde overblik her:
http://fiawec.alkamelsystems.com/Results/06_2016/03_LE%20MANS/124_FIA%20WEC/201606050900_Official%20Test/05_ClassificationByClass_Official%20Test.PDF