På Le Mans løb Audis bil nummer syv ind i problemer med de tekniske kontrollører. For det er netop kommet frem, at denne ene bil havde et problem med de elektroniske motorplomberinger, eller electronic engine seals på engelsk. Problemet blev opdaget efter warmuppen lørdag morgen, og således kort tid inden løbet, da ACO ville aflæse plomberingerne, men at det ikke var muligt. Det har nu fået konsekvenser, skriver Dailysportscar.com.

Plomberingernes formål er, at løbsledelsen skal kunne holde styr på, hvor mange motorer, der er brugt i hver bil over WEC sæsonen. Hver bil har fem motorer at gøre med, og hver motor kan identificeres elektronisk ved hjælp af disse plomberinger. Men da hverken ACO eller Audi kunne aflæse – og dermed påvise, hvilken motor, der var i bilen, så måtte det koste.

Problemet har kun været på bil nummer 7, som blev kørt af André Lotterer, Marcel Fässler og Benoit Tréluyer, og vedrører således kun Audi og denne ene bil.
Ifølge Audi Sport Team Joests Chris Reinke, så vurderer de, at en menneskelig fejl ligger til grund for forseelsen, der nu kommer til at koste Audi 50.000 euro plus omkostningerne ved den høring, der fulgte i sagen:- Det var vores fejl, det erkender vi. Der var et problem med håndteringen af de elektroniske motorplomberinger på bil #7, hvilket betød, at de fejlede, og ACO ikke kunne læse dem, siger han til Dailysportscar.

Reinke tilføjer, at det kun var de to aflæsninger på bil #7, der fejlede, og at de andre ikke var ramt. Han siger også til siden, at Audi Sport Team Joest har undersøgt problemet, og rettet det, så det ikke sker igen.
Resultatet af høringen, der foregik i Paris den 23. juni er, at Audi #7 har brugt deres første fire motorer allerede – til trods for, at de kørte med den samme i de første to løb, og har brugt den samme “fysiske” motor på Le Mans. Men med straffen fra FIA lagt oven i, så står de dermed kun med en spritny motor tilbage. Til det siger Chris Reinke til Dailysportscar:
– Vi vil naturligvis se på, om vi kan genbruge motorerne fra de første tre løb igen i sæsonen – det er en mulighed, bestemt. Men det bliver en udfordring, konkluderer han.