Aprilias skifte til MotoGP har indtil videre betydet en del usikkerhed om hvordan holdet ville fortsætte sit engagement i World Superbikes. Fabrikken meldte tidligt ud at de ikke ville være interesseret i at have fabrikshold i begge klasser, men at de til gengæld overvejede at støtte Aprilia hold. Spørgsmålet stod blot på hvem og hvor mange hold der skulle støttes fra 2015 sæsonen og frem.

Valget er faldet på Red Devils Aprilia holdet, der i ’14 sæsonen havde Tony Elias som eneste kører. Holdet har netop offentliggjort Leon Haslam som den første kører på holdet, men har endnu ikke offentliggjort deres anden kører. Holdet vil overtage Aprilias to fabriksmaskiner fra ’14, og Haslam får således 2014 VM vinderen som legekammerat.

Samtidig begyndte Aprilia sin MotoGP indsats i mandags, med 3 dages præ-sæson test på Valencia sammen med de andre hold. Her var det Alvaro Bautista og, som forudset, Marco Melandri som fik lov at finde sig til rette på de nye maskiner hos det tidligere Gresini hold.

Melandri tilbragte 12 år i MotoGP regi fra 1998 til 2010, heraf de 7 i den store GP klasse for især Gresini Honda, inden hans skifte til Yamaha i WSBK i 2011. Han vandt 250cc verdensmesterskabet i 2002 på en Aprilia, og blev 2’er i GP mesterskabet i 2005.