Suzuki er med næste år, KTM fra 2017 og nu melder Aprilia sig også tilbage i MotoGP som fabriksteam allerede i 2015, et år før planlagt. Dermed er MotoGP’s bedst kendte hemmelighed endelig blevet offentlig.
Samarbejdet bliver med det nuværende Gresini hold som har Alvaro Bautista og Scott Redding som kørere. Redding skifter til MarcVDS Honda næste år, men Bautista er bekræftet som den ene af de to nye Aprilia kørere. Kører nr 2 er endnu ikke bekræftet men et realistisk bud kunne være Marco Melandri, der allerede er Aprilia fabrikskører i World Superbike, og kørte MotoGP fra 2003 til 2010, endda en årrække hos Gresini.
Der er endnu ikke nogen informationer om Aprilias engagement i World Superbike. Det forventes dog at fabrikken vil fortsætte med at levere fabriks Superbikes til klassen, men ikke deltage som fabriksteam.
Aprilia og Gresini har underskrevet en 4-årig kontrakt, og Gresinis teamchef Fausto Gresini udtaler: “Den 4-årige aftale mellem Gresini Racing og Aprilia starter et helt nyt kapitel i vores historie. I det øjeblikket føler jeg et enormt ansvar, men motivationen til at vinde denne spændende, gennemført italienske udfordring er endnu større. Grand Prix verdenen er en del af Aprilias brand, og at repræsentere det i MotoGP er en kilde til megen stolthed for os alle sammen. En fantastisk belønning for alt arbejdet alle disse år for Gresini Racing.”
Aprilia har fungeret som motorleverandør til ART-teamet men uden større succes. Der er endnu ikke mange informationer om den nye maskine, men motoren bliver en V4 med pneumatiske ventiler, gearkasse med sømløse gearskifte der skifter gear med det samme og en ny kobling. Den nye racer vil blive testet første gang på Valencia efter sidste afdeling af årets MotoGP mesterskab.



