Weekendens MotoGP afholdes på Indianapolis banen og lørdag aften dansk tid afholdtes kvalifikationerne. De faste MotoGP læsere bliver nok ikke overrasket over at Marc Marquez satte pole position 0,3 sekunder hurtigere end næste på gridden – det overraskende er i højere grad hvem der kom efter. Andrea Dovisiozo fik kørt Ducatien langt over dens evner og kvalificerede sig nemlig som 2’er, foran Jorge Lorenzo på Yamaha.

På 4. pladsen kom en fantastisk Aleix Espargaro der udkvalificerede en lang række fabrikskørere på sin Forward Yamaha open-maskine (Open kører nr 2. er Scott Redding på 11. pladsen). Dermed formår Espargaro endnu engang at vise hvor stort et talent han har, og mon ikke han er at finde på en fabrikscykel næste år – rygterne siger en Suzuki.

Resten af 2. startrække blev udgjort af Valentino Rossi (Yamaha) og Aleix’ lillebror Pol Espargaro på Tech3 Yamahaen.

Resten af top 10 blev Andrea Iannone (Pramac Ducati), Dani Pedrosa (Honda), Bradley Smith (Tech3 Yamaha) og Stefan Bradl (LCR Honda).

I Moto2 satte Mika Kallio hurtigste tid på Marc VDS-cyklen, foran holdkammerat Tito Rabat og Dominic Aegerter (Technomag carXpert), mens Moto3 blev Jack Miller (Redbull KTM), Efren Vazquez (Honda) og Alex Marquez (Honda).

GP’et skydes rigtigt i gang i aften kl 17 med Moto3 – MotoGP er på kl 20.

Se forresten denne redning af Pol Espargaro fra FP3. Det er en af de bedste jeg nogensinde har set!

http://www.motogp.com/en/videos/season/2014/INP/Saturday/#Indianapolis+2014+MotoGP+FP3+Action+Pol+Espargaro