Michael Christensen fortsætter sin imponerende juniorkarriere hos Porsche – og helt som traditionen siger, skal danskeren efter en succesfuld sæson i Carrera Cup Deutschland nu tage trinnet op til Porsches Supercup.
Michael Christensen sluttede sæsonen i den tyske mærkeklasse af med en sejr i finaleløbet på Hockenheim og en samlet syvendeplads i cuppen. Danskeren og hans østrigske makker i Porsches juniorprogram får rosende ord med på vejen.
– Jeg er meget glad for at Klaus Bachler og Michael Christensen hurtigt har modnet i Carrera Cup Deutschland. Begge har vist kæmpe potentiale og følger den vej, vi havde håbet i vores junior-program. Deres indlæringskurve er stejl, og jeg er sikker på, de også vil få succes i Porsche Mobil 1 Supercup, siger Hartmut Kristen, Porsches motorsportschef.
Endnu er det ikke afgjort, hvilket team Christensen skal køre for. Som i 2012 får danskeren størstedelen af budgettet fra Porsche samt kørertræning.
Racemag har tidligere talt med Michael Christensen om udsigterne for 2013-sæsonen – læs dem her.
Michael Christensen har som led i sit juniorprogram også deltaget i løb i VLN og i Porsche Mobil 1 Supercup i 2012-sæsonen.



