I år er det 50 år siden, at Special Saloon Car-klassen så dagens lys på de danske asfaltbaner. Klassen blev i sin tid skabt, da der blev færre og færre danske kørere i tidens topklasser for de tunede standardvogne, der var bygget op efter det daværende gruppe 2-reglement. Bilerne var for dyre. Enten at købe eller opbygge. Her kunne man i stedet konstruere noget heftigt selv ved at smide en kraftigere motor i sin standardvogn uden at skulle overholde alt i modellens homologeringsattest.
Meget er sket siden da. I dag har klassen en overvægt af nøglefærdige racerbiler, men der er stadig enkelte deltagere, som stiller til start med biler opbygget præcist, som alle gjorde det i 1974. Blandt hjemmebyggerne finder man familien Moeskjær, som i en lang årrække har deltaget i klassen med forskellige ombyggede BMW’er. I dag er det med en BMW Z4.
”Jeg kan godt forstå, at der er mange, der ikke bygger deres Special Saloon Car-selv, for man kan i dag købe noget, der er lige så hurtigt til de samme penge, som det koster at bygge selv. Men da vi startede, var alle stort set hjemmebyggere, og vi fremstillede alt selv til vores racerbil. Nu er det ligesom det, vi gør, og det er sjovt. Den fungerer egentlig okay, men der går mange timer med at lave det,” siger Henrik Moeskjær og tilstår: ”Hvis jeg skulle starte forfra i dag, så tror jeg nok, at jeg ville købe en bil i stedet for at bygge én selv.”
Men det var det med at bygge og modificere noget selv, der fik ham og broderen Mads sporet ind på motorsporten.
”Det er vel godt 20 år siden. De skruede nogle BMW’er sammen, der var lidt vilde. Det gjaldt om at få proppet så stor en motor som muligt i dem. Mads lavede en 2002’er. Den kørte i en uge. Så blev han taget i en paragraf 77-kontrol og bilen blev kaldt til syn. Han havde lagt en sekscylindret motor i, og det er jo ikke normalt for en 2002’er,” husker deres far, Ole Moeskjær. ”Så sagde jeg til dem en dag, Hvad med at prøve at bygge en racerbil og så køre noget Special Saloon Car? Og der gik ikke andet end fjorten dage, så var de i gang med at bygge sådan en racerbil.”
Den første racerbil, man hos Moeskjær Motorsport byggede, var en BMW E46-model, som siden blev solgt til svenske Sven Jarl. Den seneste racerbil, familieteamet fra Struer har konstrueret, er en BMW Z4 E85.
”Vores Z4’er havde kørt som leasingbil og havde fået en skade på forreste kofanger, hjelm og højre dør,” fortæller Ole Moeskjær. ”Den købte vi af forsikringen. Så ryddede vi den totalt, så der bare stod en nøgen karrosse, og vi gik i gang med at bygge bur i den. Vi har selv støbt skærme, hjelm og tag til den i kulfiber og glasfiber.”
Fra fabrikkens side kunne man få en BMW Z4 E85 leveret som gadebil med enten en fir- eller en sekscylindret rækkemotor. Men sådan én skulle ikke sidde i den kommende racerbil.
”Mads og Henrik ville have en V8-motor i bilen. Så sagde jeg til dem, Glem det! Byg nu en V10’er i med det samme, for ellers går der to år, så skal I til at bygge om igen, for så skal I have en V10’er i den,” fortæller Ole Moeskjær.
At finde en egnet BMW V10-motor var næsten det mindste problem. Der ventede nemlig flere udfordringer, da den skulle installeres i den kommende racerbil.
”Da vi forsøgte at lægge den ned i hullet i motorrummet, kunne det slet ikke lade sig gøre. Der var ikke plads,” siger Ole Moeskjær. ”Så byggede vi motoren om til tørsumpsmøring. Så kunne den gå ned i hullet, men der var stadig ikke plads til en tandstang med servopumpe. Det endte med, at vi lavede en elektrisk servostyring, som sidder inde i kabinen oppe under rattet, hvor vi fik fremstillet en sjov forbindelse ned til tandstangen. Det fungerer ganske udmærket…”
”Det er sjovt at gå og finde på, men det kulminerer, når vi er ude på banerne, for det er jo der, at vi skal have prøvet tingene af.”
Når man ude for at lufte den hvide BMW Z4 E85, sker det nærmest i samlet flok.
”Det er hele familien, der tager afsted. Henrik kører. Mads er teknikeren, som får nogle ideer, og det er ham som skruer. Og når min tredje søn Martin er hjemme fra Thailand, er han også med. Ligesom mine to børnebørn,” siger Ole Moeskjær. ”De kører begge gokarts, og den store – Kristian – kørte sit første løb her i sommer. Og han hjælper også til, når bilen skal varmes op.”
”Jeg er også selv begyndt at køre lidt gokart hos Thy Motor Sport, hvor jeg er blevet medlem,” siger Henrik Moeskjær. Hvis der altså er tid til det, for BMW’en skal også holdes kørende.
”Der har ligget enormt mange timer i opbygningen af bilen, og samtidig bruger du en masse tid, når tingene driller. Men det er da fedt, når bilen kører og det hele fungerer.” ”Ja, der går bare meget fritid med det,” smiler farmand Ole. ”Efter at Johannes Graversen stoppede, er vi faktisk nogle af de få tilbage, der selv har bygget bilen. Jeg synes, det sjove går lidt af det, hvis vi bare skal købe noget, der er færdigt. Vi ved, hvordan den fungerer. Der er jo ikke en skrue, vi ikke kender i den bil. Så det hygger vi os med.”
Denne artikel er bragt i Autosport #4/2024. Autosport er Danmarks eneste dedikerede bilsportsmagasin, og du kan modtage det ved at blive medlem af en af klubberne i DASU. Find din klub her.






