Yamaha Jorge Lorenzo tog søndag sejrens i årets sidste MotoGP afdeling i Valencia, og vandt dermed mesterskabet med 4 point foran holdkammeraten Valentino Rossi.

Lorenzo startede på pole, efterfulgt af de to Hondaer kørt af Marc Marquez og Dani Pedrosa. Rossi startede bagerst, efter CAS i torsdags valgte at afvise hans appel, på den straf han fik efter Sepang af Dorna. Løbet blev domineret af de tre forreste løbet igennem, som tempomæssigt var i en liga helt for sig selv. Rossis kamp op gennem feltet var mesterligt udført, og rakte til en fjerdeplads. Da han kom forbi resten af feltet, var de tre forreste 11 sekunder foran og langt uden for Rossis rækkevidde. Om hans løbsplacering ville have været anderledes uden straf er svært at vurdere, men selv fra hans fjerdeplads trak de tre forreste fra ham med op mod et kvart sekund pr omgang.

Dermed skulle begge Hondaer forbi Lorenzo, før Rossi ville vinde VM, men Marquez, som var den eneste der realistisk kunne udfordre Lorenzos vilde tempo, forholdt sig afventende bag Lorenzo. Med to omgange tilbage satte begge Hondaer angreb ind – Marquez fra lige bag Lorenzo, mens Pedrosa indhentede de to, efter at have faldet 2 sekunder bagud. Pedrosa angreb Marquez om 2. pladsen og begge mistede så meget tid, at et angreb på Lorenzo var urealistisk. Dermed udeblev kampen om sejren, og Lorenzo vandt løbet med 0.263 sekunder.

Marquez kom tilbage forbi Pedrosa og tog 2. trin på podiet, mens Rossi som bekendt sluttede på fjerdepladsen. Pol Espargaro sluttede på en virkelig flot 5. plads, efterfulgt af Tech3 holdkammeraten Bradley Smith. Andrea Dovizioso (Ducati), Aleix Espargaro (Suzuki), Cal Crutchlow (LCR Honda) og Danilo Petrucci (Pramac Ducati) afsluttede top 10.

Hector Barbera vandt Open-mesterskabet på Avintia Ducati, foran debutanten Loris Baz på Forward Yamaha.

Løbet var knapt afsluttet før farcen mellem Rossi og Marquez igen var i fuld gang.