Vi har set det ved en række lejligheder i år – LMP1-biler anno 2015 er væsentligt hurtigere end bilerne fra bare sidste år. Det har i den senere tid fået flere til at spekulere i, om vi igen var på vej mod en justering af reglementet, så bilerne ikke bliver for hurtige.
Nu er der så officielt nyt til de grublende fans, for ACO er i fuld gang med planerne, skriver blandt andre Sportscar365.

Den seneste ændring kom i 2014, og skulle blandt andet nedbringe brændstofforbruget med ganske drastiske 30%, men resultatet er, at alle teams har fundet bedre svinghastigheder, og dermed er omgangstiderne i mange tilfælde blevet forbedret – det lavere forbrug og den lavere effekt fra brændstofmotorer til trods. Reglementet fra 2014 har det sigte at begrænse brændstoffets flow i forhold til omfanget af bilens hybridsystem. Jo større effekt bilen henter her, des mindre brændstof får den.
Men hvor det har begrænset den moderne LMP1-bil i direkte acceleration, så har alle teams alligevel formået at bringe tiderne ned på niveauet fra dengang vi ikke talte om megajoules i WEC.
ACO’s sportsdirektør Vincent Beaumesnil har da også bekræftet, at organisationens tekniske gruppe har arbejdet på regelændringer i nogen tid. Han siger:
– Du kan ikke ændre det tekniske reglement for i år, men det er noget, der vil ske næste år. Vi har allerede diskuteret det i nogle uger.

Toyotas tekniske direktør Pascal Vasselon siger til Sportscar365, at der helt klart er diskussioner om LMP1-bilernes tider, primært fordi 3.20-omgange på Le Mans ikke er udenfor rækkeviddse længere. Han siger også til siden, at det er tydeligt, at ingen er interesserede i at få tiderne længere ned, og at 3.20 ifølge Pascal Vasselons egen mening må være en fornuftig grænse.

Ralf Jüttner fra Audi Sport Team Joest er ikke helt enig med sin kollega hos Toyota:
– Der diskuteres, men der er ingen let løsning. For at reducere tiderne kan du begrænse effekten, men hvis du gør det udelukkende i LMP1, så er det et stort problem for alle LMP1-teams, at GT og LMP2 kører videre som hidtil. Vi arbejder hårdt på svingene, og det vil derfor blive endnu mere markant, hvis vi mister mere effekt, forklarer han til Sportscar365, og tilføjer:

– Vi er faktisk langsommere på langsiderne nu end for nogle år tilbage – al den tid vi har fundet, kommer fra bedre svinghastigheder. Så skal der gøres noget ved omgangstiderne, så er det her, det sker. Men vi har en god periode i sportscars lige nu med de nuværende regler og muligheder, og jeg mener, det bør fortsætte sådan.

Jüttner tilføjer dog også i interviewet med Sportscar365, at han tror det hele er i sikre hænder:
– Der sidder mange kloge folk og arbejder på det her. Alle arrangører, FIA, ACO og fabrikanter/teams arbejder tæt sammen om at finde en så sikker løsning som muligt, men uden vi mister al den sofistikerede teknologi og det gode race.