Jason Watt var nogenlunde tilfreds, da han i Knutstorp-paddocken kunne reflektere over weekenden. I første løb endte den enlige dansker uden for top 10, mens han i andet løb kunne køre sig frem i pointene.
– Det var ok, jeg fik point og jeg holdt nogle store navne bag mig, siger Watt til Racemag. SEAT-køreren høstede med en niendeplads lidt point til de 25, han havde sikret sig i Åbningsløbet med en sejr.
– Banen var bare så ufatteligt meget dårligere i andet løb. Der var skidt og gummirester over alt, men min afstand til hurtigste tid var mindre end i første løb, så det var positivt.
Watt mistede placeringer i starten, hvor det blev til tumult i første sving. Nogle af dem kunne han dog tage igen senere på samme omgang.
– Jeg røg på ydersiden i T1, da der var nogle, der stødte sammen – men da vi som kom om til svinget før bakken på første omgang, holdt alle til venstre, og jeg tænkte, det er ligesom publikumslangsiden på Jyllandsringen, det her. Jeg gik på ydersiden og overhalede to på den måde, heriblandt Alx Danielsson, siger Watt.
Vinderen af sæsonpremieren kører endnu to afdelinger i årets STCC – Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen og næstsidste afdeling på Ring Knutstorp i efteråret. En start i SSC på Padborg Park har været under overvejelse, men det er skrinlagt igen.
Foto: Brian Laursen, Racemag



