Da Jason Watt senest sad i sin hvide SEAT Leon på FDM Jyllandsringen, blev det til en choksejr i første løb. Siden er der dog løbet en del vand i åen for de øvrige kørere i STCC-feltet, mens danskeren blot har kørt yderligere en afdeling.

Men Herlev-køreren tror på materiellet og formen på FDM’s bane ved Resenbro og sigter mod den sjovere del af feltet i weekenden:

– Det kan blive til alt mellem en etter og en tier. Efter at jeg vandt på Jyllandsringen har jeg kørt på Ring Knutstorp, men siden har bilen bare holdt stille, siger Jason Watt i en pressemeddelelse.

En gæsteoptræden i Bel-Ray Special Saloon Car har været på tale, men hverken det eller tests er det blevet til for at pudse formen af.

– Vi har serviceret bilen hen over sommeren med nye stumper, og så har vi indstillingen på bilen og det, der skal til, så vi tror på, at vi kan gøre det godt. De sidste par gange på Jyllandsringen er det gået godt, og jeg håber, at vi kan ride på den stime, vi har, siger Jason Watt videre.

– Afhængig af vejret så er Jyllandsringen lidt af en BMW-bane, og hvis det bliver rigtig varmt i vejret, er der nok en tendens til, at BMW’erne kan vinde, vurderer han.

– En Casper Elgaard og en Giovanardi i en Honda bliver også hårde, hvis de rammer formen, men jeg var hurtigere end både Volvo og Chevy i racet sidste gang. Göransson lå jo også til at vinde, mens Volvo og Chevy nok også har fået trimmet grejet, så jeg vil synes, at en top 5-placering er godkendt, for jeg er en af dem, der har kørt mindst i år. Men jeg kommer da for at komme på podiet, og det er min tro, at det burde kunne lade sig gøre, slutter han.

STCC kører de to løb  søndag eftermiddag henholdsvis klokken 13.00 og 15.35. Racemag er naturligvis på pletten.

Foto: Thomas Norsted, Racemag