Svenske Robert Dahlgren starter på pole position, når starten går til første løb ved Grand Prix Danmark. Volvo-køreren slog midt i Super 8-kvalifikationen sin teamkammerat Tommy Rustad til pole position med mere end 3/10 sekund. En margin, der efterhånden er uhørt høj i Scandinavian Touring Car Cup.
Kort før kvalifikationen blev flaget af kunne James Thompson sætte en tid ind, der skiller de to Volvo C30-kørere. To tiendedele sekund var briten efter i Hartmann Honda Racing-bilen.
Jens Reno Møller er bedste dansker på en fjerdeplads. Midtjyden fortsætter dermed med at vise superfart i SEAT Leonen på FDM Jyllandsringen.
Richard Göransson, der fører STCC og er toer i den skandinaviske cup, starter femmer foran Casper Elgaard og Jan Magnussen. Fredrik Ekblom lukker top otte af i den biogasdrevne VW Scirocco.
Jan Magnussen, der ellers har været hurtigst flere gange denne weekend, fik ikke sat en ordentlig omgang ind. Sidste forsøg kom for sent, da Team Bauhaus-køreren ikke nåede over start/målstregen, før sessionen var flaget af. Lacetti-køreren blev taget ind til teknisk kontrol og nåede ikke ud i tide.
Første løb køres klokken 14.20 og kan naturligvis følges via Racemag.
Resultatet af Super 8-kvalifikationen til Grand Prix Danmark, tredje afdeling af Scandinavian Touring Car Cup
1 | Robert Dahlgren (S) | Volvo C30 | 1:10,106 |
2 | James Thompson (GB) | Honda Accord | 1:10,317 |
3 | Tommy Rustad (N) | Volvo C30 | 1:10,427 |
4 | Jens Reno Møller | Seat Leon | 1:10,439 |
5 | Richard Göransson (S) | BMW 320si | 1:10,454 |
6 | Casper Elgaard | BMW 320si E90 | 1:10,506 |
7 | Jan Magnussen | Chevrolet | 1:10,541 |
8 | Fredrik Ekblom (S) | VW Scirocco CNG | 1:11,354 |
Foto: Thomas Norsted, www.racemag.dk