Den tredobbelte verdensmester i WTCC, Andy Priaulx, vender nu tilbage til hjemlandets serie BTCC.
BMW-køreren fortsætter for mærket i England, hvor han skal køre for West Surrey Racing.
WSR vandt mesterskabet sidste år med Colin Turkington, og har nu skrevet kontrakt med Andy Priaulx for at styrke årets forsøg på at genvinde det.
Også i den anden WSR bil er der udskifting, da teamet kunne offentliggøre, at Sam Tordoff også skifter til teamet efter at have kørt for MG Racing sammen med Jason Plato i de to forgangne sæsoner.
Den forsvarende BTCC-mester Colin Turkington har endnu ikke offentliggjort, hvor han skal køre i 2015.
Den nybagte WSR-kører Andy Priaulx forklarer til BTCC.net, at han ser frem til den nye udfordring i hjemlandet. Deltagelsen i BTCC kommer til at foregå sideløbende med løbs- og testprogrammer i USA og Europa for BMW.
– BTCC er et af Europas stærkeste standardvognsmesterskaber og en “unfinished business” for mig. Jeg ser frem til at køre for West Surrey Racing i teamets BMW 125i M Sport – og til at arbejde sammen med Dick Bennetts.
Dick Bennetts siger til BTCC.net, at det er et sandt privilegie at få den tredobbelte verdensmester med på holdet:
– Hvad kan jeg sige.. At få Andy Priaulx med på West Surrey Racing i år er et privilegie. Jeg har kendt Andy i mange år, og at have ham – en tredobbelt verdensmester – i en af vores biler er fantastiske nyheder. Både for os og BTCC. Vi har også underskrevet med Sam Tordoff, og regner med at annoncere en tredje kører i løbet af den næste uges tid, så alle hos WSR ser frem til en ny spændende BTCC-sæson.