Det blev til en meget kneben favoritsejr i Munkebjerg Hillclimb, da Horsenskøreren Heino Mejer foran et rekordstort publikum på Munkebjerg ved Vejle var hurtigst af alle i sin Volvo 242 Turbo fra 1983. I mål efter tre heat op ad bjerget var han 3,5 sekund foran Vincenzo Santangelo fra Hinnerup i en Fiat X1/9 Dallara Abarth fra 1973.
“Jeg måtte virkelig anstrenge mig,” sagde Heino Mejer, der nu har vundet Munkebjerg Hillclimb fem gange.
Dagens største bifald høstede løbets grand old man Ernest Kristensen fra Vejle. Med sin SS 100 fra 1933, forløberen for Jaguar, har han deltaget i næsten samtlige løb, der er kørt på Munkebjerg gennem 25 år. I en tale, der handlede om motorsportens og bilismens kulturarv sagde Ernest Kristensen: “Jeg deltager ikke for at vinde, men for at være sammen med jer og nyde det gode kammeratskab.” Og så delte han under stort bifald gaver ud til samtlige deltagere og officials.
Efter et løb sidste år uden publikum på grund af covid-19-restriktioner var tilskuerne vendt tilbage i en grad, så der kun lige var plads til alle.
“Det viser, at vi med vores kombination af op til 100 år gamle biler og en afslappet atmosfære, hvor alle kan komme helt tæt på deltagerne, har ramt publikums smag,” noterede løbsleder Søren Duun efter løbet.