De to danske kørere i den amerikanske Grand-Am-serie blev begge ramt af uheld undervejs i sekstimersløbet på Watkins Glen.
På den tidligere Grand Prix-bane løb Kasper Andersen ind i tekniske problemer med Flex-Box BMW-Rileyen i løbets indledende fase.
– Allerede på tredje omgang gik splittern løs, og vi kørte de første 2,5 time med en splitter, der fik bilen til at løfte sig i stedet for at give den nødvendige downforce. Så i princippet sluttede vores løb rimelig tidligt, da vi var for mange omgange bagefter, fortæller Kasper Andersen, der sammen med medkørerne Lester og Philippe endte som 12. i klassen – 11 omgange efter vinderne Scott Pruett og Memo Rojas.
Heller ikke i GT-klassen var heldet med Ronnie Bremer, der som standin for Jan Magnussen kørte Stevenson Motorsports-Camaroen i mål på en ottendeplads.
Efter førerskiftet, hvor Bremer overlod Camaro #97 til Gunther Schaldach, spinder canadieren af banen og får oven i det en stop & go-straf, så mulighederne for en topplacering forsvandt.
Næste løb i Grand-Am er på Mid-Ohio den 19. juni. Også her er Bremer standin for Magnussen, der er optaget.
Foto: Grand-Am