Jan Magnussen kommer ikke til start ved Yokohama DM-finalen denne weekend. Danskeren er blevet hentet til Grand-Am Series sammen med sin faste Corvette Racing-makker Antonio Garcia.

Med udsigten til at vinde konstruktørernes mesterskab har General Motors og Chevrolet indsat en ekstra bil i finaleløbet denne weekend.
– Vi har simpelthen fået til opgave at stjæle point fra konkurrenterne, siger Jan Magnussen i en pressemeddelelse.

Magnussen og Garcia stiller op for Stevenson Motorsports, som både han og Ronnie Bremer har kørt for ved flere lejligheder. Stevenson Motorsports’ faste kørere, Robin Liddell og John Edwards, ligger i øjeblikket 11 point efter de førende i mesterskabet. Magnussen/Garcia skal køre en Chevrolet Camaro GT.R i det to timer og 45 minutter lange og afgørende løb på Lime Rock Park i Connectitut på lørdag den 28. september.

– Der er flere ting, som skal lykkes, for at mesterskabet er hjemme. Dels skal Robin og John vinde løbet, men samtidig er der nogle konkurrenter, som helst ikke skal have for mange point. Det er hér, Antonio og mig kommer ind i billedet, siger Jan Magnussen.

– Vi skal sørge for at komme godt fra start og placere os forrest i feltet, men stadig holde os udenfor problemer. Jo flere point, vi kan score, jo færre er der til Stevensons konkurrenter. Det er en ret enkel strategi, men vi skal nu nok få vores sag for, for der flere teams, der har chance for at vinde mesterskabet, slutter han.

Løbet køres lørdag klokken 19.35 dansk tid, lyder det i pressemeddelelsen. Du kan følge det via Grand-Ams hjemmeside.