Årets første internationale motorsportsstævne finder traditionen tro sted på Dubai Autodrome, hvor tre danskere i år deltager i Dubai 24 Hour.
Start på livet efter Iron Dames for Michelle Gatting

Den største danske profil i Emiraterne er Michelle Gatting, men Porsche-køreren vil i år stille til start i Dubai 24 Hour uden de velkendte lyserøde og hvide Iron Dames-farver. Efter 2025-sæsonen har Iron Dames trukket sig fra størstedelen af de store sportsvognsløb, og løbet i Dubai bliver derfor Gattings første efter programmets afslutning.

At netop Emiraterne danner rammen, giver en særlig symbolik. Det var her, Gatting i 2018 var med til at køre Iron Dames til andenpladsen i holdets allerførste løb – og nu begynder et nyt kapitel i samme land, hvor det hele startede.

Som Porsche-fabrikskører er Michelle Gatting naturligvis bag rattet af en Porsche 911 GT3 R – men denne gang drevet af Pure Rxcing i GT3-klassen. Gatting deler bilen med Alexey Nesov, Aliaksandr Malykhin og Max Hofer.

Gatting får rød-hvid konkurrence af 19-årigt talent

Simon Birch kommer i direkte konkurrence med Gatting i GT3-klassen, hvor han stiller til start for Razoon – More Than Racing, ligeledes i en Porsche 911 GT3 R. Den 19-årige dansker har erfaring fra de hjemlige baner, hvor han blandt andet sluttede på fjerdepladsen i Super GT-mesterskabet i 2023.

Siden tog Birch skridtet til de internationale baner med et omfattende program for Razoon i GT2-, 3- og 4 maskineri, samt Porsche Cup, som han kørte Dubai 24 Hour i sidste år. Teenageren ankommer i Dubai i god form, med otte sejre og 15 podieplaceringer i den foregående sæson. Han deler bil i Dubai med Vladislav Lomko og Jop Rappange.

Benny Simonsen til start i 911 Cup

Tredje dansker i Dubai er Benny Simonsen. Den 42-årige dansker har allerede været i aktion i 24 Hour Series i december, hvor han sammen med Modena Motorsports holdkammeraterne fik en sølvmedalje med hjem i Trophy-klassen. Han deler Modena Motorsports Porsche 911 Cup med Francis Tija, John Shen, Christian Chia og Philippe Descombes.

Sådan følger du med

Al aktionen i Dubai bliver live-streamet på Creventic Motorsports TVs YouTube-kanal.

Du kan også følge med på live-timing på 24 Hour Series’ hjemmeside.