Hej – og glædelig påske! Efter min tur til Formel 1 fløj jeg fra Australien til Botswana og Sydafrika. På søndag går turen tilbage til Europa. Den næste test med R15 plus og også det første race er på programmet, hvor Allan (McNish), Dindo (Capello) og jeg er nævnte som kører.
Når vi taler om Allan og Dindo: Vi tre har nu i fem år været et erfarent team af kører, der har blind tillid til hinanden og en god forståelse. Dette er ekstremt vigtigt i Le Mans, fordi der skal kørerne indgå i et team i perfekt harmoni med hinanden. Kørerne skal være meget selvsikre. Men i et 24-timersløb skal egoismen stå i baggrunden. Der afhænger det af den enkelte på holdet og teamwork. Og det er Audi kendt for!
Det er afgørende også at finde det bedste kompromis i mange detaljer, så alle tre kører kan leve med raceren. Først da vil vi have en chance for succes. Dette starter med så simple ting som siddepladsen, som i en racerbil aldrig er optimal. Det trykker altid en smule og gør ondt lidt. Men du kan placere sædet lidt mere behageligt og gøre det mere komfortabelt.
Pladsen er i første omgang optimeret til de kørere, der har de længste ben. Så skal køreren, der har den bredeste bygning, sidde bekvemt i sædet. Alt andet er tilpasset med individuelle indlæg og halskraver, som køreren tager med i kørerbytte.
Allan, Dindo og jeg har allerede benyttet testen i USA til at justere siddestillingen optimalt. Man ville ikke tro, hvor vigtigt det er, fordi det bliver undervurderet af mange, hvor store belastningerne er ved 24-timersløbet ved Le Mans er for os – ikke kun mentalt, men også fysisk.
Det afgørende her er, at man i Le Mans konstant bliver udfordret og aldrig kan slappe af. Som ung har jeg spillet meget fodbold. Da yder du alt i ti minutter, og så har man kunnet tage det roligt, indtil man skulle i gang igen. Dén går ikke i Le Mans. Du er nødt til at fokusere hele tiden og altid sætte fuld power på – omgang efter omgang, time efter time.
Det fysiske pres er meget højt. For eksempel er der den enorme centrifugalkraft i de hurtige sving, men også kræfterne ved nedbremsning og acceleration. Hvert tråd på bremsepedalen kræver styrke. Og selv at bruge koblingen og speederen koster energi. Man må derfor som kører være fit til det og sidde så komfortabelt i cockpittet som muligt.
Selv setuppet af bilen er vi nødt til at finde det bedste kompromis for alle tre kørere. Der spiller også vores engineer Howden Haynes en meget afgørende rolle – det er næsten vores fjerde mand blandt os. Blandt os har vi ofte lidt kontroverser og også en gang imellem stridigheder, men i sidste ende er Allan, Dindo, Howden og jeg altid i stand til at at blive enige om en fælles vej.
Allan, Dindo og jeg har arbejdet sammen i mere end ti år. I 2000 var Allan og Dindo teamkammerater i American Le Mans Series. 2001 og 2002 kørte jeg i USA sammen med Dindo. I 2005 gav jeg i 12-timersløbet på Sebring en fantastisk duel med Allan. Da vi stod sammen på podiet, besluttede vi spontant at at danne team i Le Mans.
Vores første fælles løb på Sebring i 2006 vandt vi. Og det absolutte højdepunkt var naturligvis i 2008 med triumfen på Le Mans. Så det var en god beslutning, og vi har det også sjovt sammen uden for banen. Selv om vi er forskellige karakterer, så har vi samme form for humor. Vi kan grine af de samme ting – og også af os selv. Det har vi lært gennem årene.
Også vores andre kørerteams er meget homogene, “Rocky”, Romain (Dumas) og Timo (Bernhard) kender hinanden fra tiden med Porsche. Og også vores nytilkomne, Benoit (Tréluyer), André (Lotterer) og Marcel (Fässler) er et virkelig engageret team – især Ben og André, som kender hinanden fra mange år sammen i Japan.
Jeg er overbevist om, at Audi kørermæssigt er i en meget god position til Le Mans
Jeres,
Tom Kristensen
