Tom Kristensen har ikke kørt sit sidste 24-timersløb i 2012. Blot en uge efter danskeren kørte over målstregen som toer i årets udgave af Le Mans, står det nu klart, at han kører 24-timersløbet på Spa-Francorchamps i juli.

24 Hours of Spa er del af Blancpain Endurance Series og køres den 28./29. juli på den legendariske, belgiske GP-bane i Ardennerne. Her skal Tom Kristensen dele en Audi R8 LMS med de regerende Le Mans-vindere Marcel Fässler og André Lotterer for Audi Sport Team Phoenix. Og den ottedobbelte Le Mans-vinder glæder sig til den nye udfordring i en sæson, hvor det primært drejer sig om WEC.

– Det er noget helt nyt for mig. Jeg har aldrig kørt Audi R8 LMS ultraen i løb. Og i øvrigt heller aldrig andre 24-timersløb end Le Mans. Udover Le Mans har jeg indtil videre kun kørt et døgn i en anden disciplin – ved to offroad-cykelløb i Danmark på mountainbike…, siger Tom Kristensen i en pressemeddelelse.

– Jeg starter for første gang med André og Marcel. Det er to fantastiske teamkolleger, der allerede har vundet Le Mans. Også Audi Sport Team Phoenix er stærkt – det har de senest vist med deres sejr i 24-timersløbet på Nürburgring. Teamchef Ernst Moser kalder vi kun ‘The Pusher’, for han han altid giver alt og forlanger det samme af os. Vi sætter os høje mål, og så ser vi, hvor godt det ser ud til slut, siger danskeren videre.

Også Martin Jensen og Dennis Andersen ventes til start i Insight Racings Ferrari 458 GT3.