Le Mans bevæger sig nu tættere på med store skridt. Kun 36 dage er tilbage før løbets start den 12. juni klokken 15. Denne weekend står Le Mans-generalprøven på Spa-Francorchamps på vores program – og dermed noget i retningen af sandhedens time. I direkte konkurrence med vores største modstandere får vi det første svar på, hvor vi er med vores R15 plus.

Men uanset hvordan racet går på søndag, så kan man ikke overføre resultatet til Le Mans, da banelayoutene simpelthen er for forskellige. På Le Mans når vi meget højere hastigheder, og på Spa er der nogle kompressioner, som kræver et helt andet setup. Og i modsætning til Peugeot kører vi på Spa i fuldt Le Mans-trim og så med meget mindre downforce end du normalt bruger på Spa.

Ikke desto mindre er løbet et vigtigt skridt på vejen til Le Mans for Audi Sport Team Joest. Det er det første rigtige løb i år for hele teamet, for i Allan (McNish) og Dindos (Capello) sejr i Le Castellet for et par uger siden var kun en bil med – her er der tre biler og alle ni kørere.

Jeg ville naturligvis gerne starte i år i 12-timersløbet i Sebring. Men at Le Mans-generalprøven afholdes i år på Spa, er fedt. Jeg kender ingen kører, der ikke værdsætter Spa. Banen, som passer så smukt ind i landskabet, giver dig som kører utroligt meget. Kombinationen af hurtige og langsomme sving og kompressionen er unik. Banen i Spa har en vidunderlig rytme – forudsat, at man finder den…

Det var en fantastisk følelse i går eftermiddag at komme ind i paddock og se de mange teams og hospitality og føle, at vi kan forvente et spændende race. Også mediernes interesse er stor. Der har været mange akkrediterede journalister.

Som så ofte kan vejret spille en vigtig rolle. Jeg tror, at jeg aldrig har oplevet en raceweekend uden regn. Og det regnede, da vi ankom til Spa. For vores Le Mans-forberedelse ville det naturligvis være bedre, hvis det ville være tørt – men vi tager det som det kommer. Generelt er regn på Spa en meget stor udfordring for en racerkører.

Jeg har selv siden 30-timerstesten på Le Castellet kørt meget på cykel, og har gjort alt for at styrke min skadede fod. Jeg har i visse situationer smerter og hævelse, men dybest set ser alt ganske godt ud. Resten tager Audi-fysioen Paul Bandus sig af med tape.

Sidste weekend havde jeg den ære, under rammerne af det historiske Grand Prix i Monaco, sammen med Audi-chef Rupert Stadler og Werner Frowein, adm. direktør for Quattro GmbH, at afsløre den nye Audi R8 GT. Efter fire omgange på Grand Prix-banen i Monaco er jeg sikker på, at den begrænsede produktion på 333 eksemplarer vil blive solgt meget hurtigt.

Til præsentationen af R8 GT var Jacky Ickx og Hans-Joachim Stuck her for at køre historiske biler fra Auto Union. Og selvfølgelig kom samtalen ret hurtigt ind på Le Mans og generalprøven på Spa…

Hilsen

Tom Kristensen

Fotos: Audi Motorsport