Svenske WestCoast Racing fordobler indsatsen i STCC 2011. BMW-teamet, der tog STCC-titlen i 2010 med Richard Göransson som eneste kører, er næste sæson tilbage til at være et tobilsteam.

Det har teamet, der som navnet lyder har base på den svenske vestkyst, nu offentliggjort. Det bliver unge Martin Öhlin, der skal køre ved siden af Richard Göransson i næste års skandinaviske mesterskab.

Martin Öhlin tager springet fra Carrera Cup Scandinavia, hvor han i år har kørt under netop WestCoast Racings faner.

Det her bliver supersjovt. Det føles helt rigtigt at tage det her skridt nu, og fremfor alt at gøre det med WestCoast Racing, siger Martin Öhlin i teamets nyhedsbrev.

Öhlin, der har taget en efterhånden klassisk karrierevej i svensk racing med først Junior Touring Car Championship (svarende til Yokohama Cup) og så Carrera Cup Scandinavia, har tidligere testet for teamet i deres BMW 320si.

Det er WestCoast Racing, der er grunden til, at jeg tager springet op til STCC. Det er et super team, som har styr på alt, hvad de gør, og det var naturligt, at det her var et skridt, jeg skulle tage med dem. STCC-testen jeg fik med teamet gav smag for mere, det var sjovere end jeg troede, og det krævede mere en teknisk kørestil. Det her giver mig en chance for at udvikle mig yderligere som kører, siger Öhlin videre.

Endnu er der efter sigende ikke kontrakt med Richard Göransson for 2011, men teamet og STCC-mesteren har tidligere udtalt, at de ønsker at fortsætte.

Foto: Mediaempire