Christoffer Nygaard og det øvrige Fischer Racing leverede sin hidtil bedste indsats på internationalt plan, da årets anden runde af FIA’s officielle Europamesterskab for GT3-sportsvogne lørdag blev kørt på Adria-banen i Italien.
Den unge kører havde kvalificeret sin og Florian Grubers hvide Ford GT til en startplacering som nummer tre i et felt med 31 biler, og da det første af dagens to løb blev skudt i gang, var han straks med i topkampen, men måtte opgive drømmen om podiepladserne.
– Efter et kvarter af løbet fik jeg en alarm om, at der var for lavt olietryk på motoren. Fra det skete til det hele var ovre, gik der bare ti sekunder, siger Christoffer Nygaard.
– Vi troede, at det var remmen til oliepumpen, som var gået i stykker, for den udskifter vi rutinemæssigt, da den kan give problemer, men det var i stedet en aksel på oliepumpen, som var knækket. Selv hvis vi havde fået vores reservemotor hjem fra USA, havde vi for kort tid til at skifte den, for det tager et sted mellem seks og otte timer, så det andet løb, der blev kørt i aftes, måtte vi bare være tilskuere til, siger Christoffer Nygaard og fortsætter:
– Det var bare surt. Det var meget, meget tæt på, at jeg endelig kunne være kommet på podiet, og så alligevel smutter det. Det er det, der er så fascinerende og frustrerende ved denne sport, så selv om man er godt kørende, så kan det gå galt. Vi havde ellers gode kort på hånden, og det var godt at være treer på tiden til et EM-løb. Vi havde fået rimelig styr på set-up med bilen, og i det hele taget var det superfedt, og så sker sådan noget, siger Nygaard, der var helt oppe som toer efter starten.
– Jeg fik en god start og lå som toer. Jeg havde lidt problemer med understyring i bilen, fordi jeg ikke havde fået godt nok med varme i fordækkene, så jeg blev overhalet af ham, jeg havde passeret i starten. Jeg faldt lidt tilbage og begyndte at komme i karambolage med fireren, men det lykkedes mig at slippe fri, så jeg kunne begynde at køre toeren ind igen, siger Nygaard
Fischer Racing har nu god tid til at få gjort bilen klar til næste løb. Efter tre weekender med race skal Christoffer Nygaard nemlig først i aktion den 6.-7. juni, hvor årets tredje afdeling af ADAC GT Master køres på Hockenheim.
Foto: DPPI