Porsches 911 GT3 R Hybrid satte et solidt aftryk i ILMC-finalen på Zhuhai. Den innovative racer, der i år har kørt sporadiske løb på Nürburgring og i ILMC, fik fuld valuta med fra finaleløbet i den nye cup for Le Mans-racere.

Med Jörg Bergmeister og Patrick Long bag rattet i hybriden, der har elmotorer på forhjulene til at supplere den konventionelle motor ud af kurverne, sluttede foran Schnitzer BMW M3 med Dirk Werner og Jörg Müller, der vandt GT2-klassen.

– Første løb i Kina med 911 GT3 R Hybrid var en total succes, siger Porsches motorsportschef Hartmut Kristen, siger han og fortsætter.

– Bilen kørte hele løbet uden det mindste tekniske problem. Udviklingsarbejdet på hybridsystemet, som vi har udført siden seneste løb i Road Atlanta, har betalt sig. Vi viste på imponerende vis, hvilket potentiale hybridteknologien har, siger Kristen videre.

Hybridteknologien, som er udviklet sammen med Williams F1, betød at raceren, der kørte i kategori for sig selv, var den mest brændstoføkonomiske bil. Porsche-teamet kunne nøjes med et pitstop mindre end konkurrenterne og kørte tre omgange mere end nærmeste konkurrent i GT2-klassen over de seks timer.

Flere af feltets GT2-racere løb ind i problemer undervejs, herunder Team Felbemayr-Proton-Porscherne og Prospeed Competition-Porschen. Det fjerner dog ikke noget ved det faktum, at hybrid-Porschen fungerede særlig godt på Zhuhai.

Foto: Porsche AG