Dennis Lind havde en helt kanon weekend på Jyllandsringen. Sejren i dagens første løb blev bakket op med en hårdt tilkæmpet 4. plads i det andet. Til sidst kunne han med endnu en sejr sætte kronen på værket – og med al tydelighed understrege, at 2013-mesteren ikke er kommet tilbage for sjov.

Løb 2-vinderen Mikkel C. Johansen startede ellers løbet fra pole foran netop Lind, norske Marius Nakken og Kasper H. Jensen. Efter al dramatikken i dagens første løb, startede en række af forhåndsfavoritterne langt nede, og dermed var der for alvor lagt op til dramatisk race – og det kom der.

Norske Sebastian Elling Aarvik startede som lyn og torden, og blev faktisk af enkelte mistænkt for tyvstart. Det var dommerne dog ikke helt enige i – og nordmanden kunne i stedet notere sig en superstart, der sendte ham godt frem i rækkerne.
Også Dennis Lind ville fremad. Det gik kort inde i løbet ud over Mikkel C. Johansen, der med lidt tumult blev udbremset for enden af langsiden. Den åbning udnyttede Marius Nakken også, og således gik Johansen fra 1. til 3.
Kort efter gav optrinnet strafbaner til både Lind og Johansen for “usportslig kørsel”. Det flyttede dog ikke meget i stillingen, for Dennis Lind havde banens vel nok hurtigste bil. Få omgange efter strafbanen var han igen tilbage i kampen mod Marius Nakken cirka halvvejs igennem løbet.

I mellemtiden fik også Jan Magnussen kæmpet sig godt op. Han leverede flere flotte overhalinger, særligt i Hesteskoen, hvor han til Sebastian Elling Aarviks store overraskelse kørte indenom nordmanden.

Over stregen kunne Dennis Lind tage det ternede flag med 2,7 sekunder ned til Marius Nakken. Mikkel C. Johansen blev nummer tre – fulgt af Jan Magnussen og Kasper H. Jensen.