Dean Stoneman fortsætter i front i Formula Two, hvor briten starter på pole til første løb på bybanen i Marrakech i anden afdeling af FIA’s mesterskab. Danske Johan Jokinen lå med få minutter tilbage som toer i kvalifikationen, men han måtte se sig slået af fire briter.
Danskeren var under fire tiendedele fra poletiden og kun en tiendedel fra andenpladsen. Men de sidste fire minutter af kvalifikationen gav massiv travlhed på banen, hvor langt størstedelen af feltet gik ud på friske dæk for at sætte en sidste god tid.
– Jeg havde tekniske problemer i kvallen med bilen. Jeg kom slet ikke ned på de tider, jeg kan køre, da et motorproblem begrænsede min topfart, hvor jeg til sidst ikke engang kunne få bilen i 6. gear på langsiden – meget frustrerende! Jeg er meget skuffet, da jeg havde sat næsen op efter pole, siger Jokinen til Racemag.
Jolyon Palmer, som fører F2-mesterskabet efter første afdeling, lå længe uden for top ti, men lykkedes til sidst med at sætte næstbedste tid foran Jack Clarke og Will Brat.
F2 kører første løb i morgen lørdag til frokosttid, dansk tid.
Toppen i kvalifikationen til første F2-løb i Marrakech:
1. Dean Stoneman, 1:32.559s
2. Jolyon Palmer, +0.277s
3. Jack Clarke, +0.294s
4. Will Bratt, +0.295s
5. Johan Jokinen, +0.380s
6. Nicola De Marco, +0.398s
7. Philipp Eng, +0.436s
8. Armaan Ebrahim, +0.741s
9. Kelvin Snoeks, +0.902s
10. Sergey Afanasiev, +0.907s