Jason Watt stiller igen som ene dansker mod de hovedsageligt svenske kombattanter i STCC. Når det går løs på Ring Knutstorp lørdag, så er den danske SEAT Leon-kører igen på plads på startgridden på Ring Knutstorp.
Og selvom det er en Jason Watt med fornyet selvtillid, så er realismen også bevaret forud for anden afdeling af STCC.
– Vi indtager Sverige, gør vi! Nej, det er ikke fordi en flot pokal derhjemme i stuen sætter forventningerne op, siger Jason Watt til Racemag og hentyder til de minimale forberedelser, det danske team har kunnet gøre inden løbet på Ring Knutstorp.
– Vi har overhovedet ikke testet deroppe, og det har de andre. Sidst vi kørte der (STCC i 2010, red.) gik det ikke godt i tørvejr, mens vi havde mere fart i regnen. Men vores nye grundsetup har givet noget på Jyllandsringen, og det håber jeg også det kan, når vi kører i weekenden, siger Watt videre.
Jason Watt kører som tidligere nævnt på Racemag fire afdelinger af STCC – de to på FDM Jyllandsringen og de to på Ring Knutstorp.
Watt peger endvidere på de to VW Scirocco fra Team Biogas.se som favoritter. Under tests i denne uge på Ring Knutstorp har de efter hvad Racemag erfarer også vist stor styrke.
Sådan køres STCC, anden afdeling på Ring Knutstorp:
Fredag den 6. maj:
Kl 14.15-15.00: Test.
Kl 16.20-16.40: Kval.
Kl 16.45-16.55: Kval, top 8.
Lørdag den 7. maj
Kl 09.20-09.30: Warm-up.
Kl 12.00-12.55: Gridshow.
Kl 13.05: Heat 1, 19 omgange.
Kl 15.35: Heat 2, 19 omgange.
Foto: Thomas Norsted, Racemag



