STCC-organisationen har nu lagt sig fast på at køre med NGTC-reglementet fra og med 2012-sæsonen. Det kommer frem i dag, hvor organisationen bag det skandinaviske standardvognsmesterskab har besluttet, at det britiske NGTC-reglement (Next Generation Touring Cars), bliver afløseren for de nuværende S2000-biler.

Dog bliver der, som i engelske BTCC, tale om en overgangsordning, hvor der i 2012 kan køres med både NGTC og S2000-biler. Det sker efter flere teams og kørere har vendt sig imod det nye reglement.

– Det her er fremtidens reglement. Processen har taget betydeligt længere tid, end hvad vi havde troet, men nu har vi taget en beslutning, som gør at vores oprindelige forslag er tilpasset en smule, for at gøre overgangen til et nyt reglement så smidig som muligt, siger Bob Huzell, adm. dir. i STCC AB til seriens hjemmeside.

STCC understreger i valget af reglementet, at de har støtte fra både de pågældende landes unioner samt fra bilbranchen.

BTCC indfører i denne sæson samme reglement og har tidligere testet en Toyota Avensis bygget efter NGTC-reglementet. Læs mere om reglementet, der dermed først træder i kraft 100 procent fra 2013.

Foto: BTCC.net