Touring Car Teams Association, TTA, går efter at køre med hybridbil i 2012, når de efter planerne bryder løs fra STCC-serien.
Det har sammenslutningen af de indtil videre fire teams afsløret i dag i Gøteborg.
Polestar Racing, WestCoast Racing, Flash Engineering og Brovallen Design, der står bag SEAT Dealer Team Sweden, vil køre med den franskbyggede Solution-F med hybridteknologi i den kommende sæson.
TTA vil have ens biler med samme teknologi for at lægge størst mulig vægt på det sportslige aspekt. Solution-F-bilerne vil veje 1000 kilo og få ca. 400 hestekræfter. Det skal gøre en ende på strafvægt og tekniske dispensationer.
– Vi er trætte af manipulering af slutresultatet. Med den her bil er det den bedste kører og det bedste team, som vinder. Det har længe været en selvfølge i andre sportsgrene, nu skaber vi de forudsætninger for racing, siger WestCoast Racing-chefen Dick Jönsson-Wigroth
– Vi benytter os af den absolut seneste teknik til hybridmotorer, teknik som er identisk med det KERS-system, der anvendes i Formel 1. Med dette kan vi belyse og drive den vigtige udvikling inden for miljøteknologi for nutidens biler, både i form af underholdende racing og i hverdagstrafikken, siger Tobias Johansson fra Brovallen Design i en pressemeddelelse.
TTA arbejder desuden på et system, der skal fremme overhalinger a la DRS kendt fra Formel 1. Driftsomkostningerne vil organisationen justere til nordiske forhold, uden dog at komme nærmere ind på detaljerne. Et af teamsenes ankepunkter over for STCC er dog netop omkostningerne, der med det kommende NGTC-reglement i STCC ikke forventes at blive lavere end i dag.
STCC-organisationen er fortsat i forhandlinger med teams omkring det kommende tekniske reglement.
– Risikoen er, at der bliver to tabere i stedet for en vinder. Vi skal huske, at det er vi og teamene, der sammen har bygget STCC til hvad det er i dag. De er iværksættere, som vil mange ting, måske for mange en gang i mellem, siger Bob Huzell, direktør i STCC AB til Dagens Nyheter.
Den nye bil testes den 22. juni i Frankrig.