Svensk travsport får flere heste i 2011, hvis det står til svenske STCC. Den svenske pendant til DTC og de danske deltagere i Scandinavian Touring Car Cup kan komme til at køre på en travbane i 2011. Hvis alt går vel, så er det Solvalla, Nordens største travbane, der skal lægge arealer til en ny midlertidig racerbane i Stockholm.

Det har længe været STCC’s ønske at udvide kalenderen med endnu et bybaneløb, efter klassen de sidste to sæsoner har trukket tusindvis af tilskuere til bybanen i Gøteborg, Sveriges næststørste by. Endnu mere attraktivt vil det være for klassen at komme længere nordpå til landets hovedstad, Stockholm. Det bliver dog ikke i selve Stockholm, men i forstaden Bromma.

– Vi har altid haft ambitionen om at gennemføre et byløb (i Stockholm, red.), men det bliver det ikke. Vi arbejder på et race i Solvalla og ser på forudsætningerne for det. Vi tror meget på arenaracing og at komme til publikum, siger Bob Huzell, der er administrerende direktør i STCC AB til eurosport.se.

En af de største udfordringer ved at køre race på en travbane – ud over at det er grus – er at det særligt konstruerede underlag håndteres varsomt.

– En travbane er opbygget meget specielt, og vi må finde en løsning, hvor den ikke bliver skadet. Dernæst står det ikke rigtigt klart, hvordan banen skal se ud. Vi kan ikke køre på oval i hvert fald, men må nok på en eller anden måde køre ind på græsset, siger Bob Huzell videre til hjemmesiden.

Foto: Mediaempire