Alle ni afdelinger i svenske STCC er nu klarlagt. DTC svenske pendant har offentliggjort kalenderen for næste års svenske mesterskab, der som bekendt også tæller to afdelinger på danske FDM Jyllandsringen.

Det er netop her på den midtjyske bane, at STCC lægger ud med første afdeling. Næste løb foregår på Ring Knutstorp og Karlskoga, inden DTC og STCC igen tørner sammen på bybanen i Gøteborg den 4.-5. juni.

Den lynhurtige Falkenberg lægger derefter asfalt til femte afdeling, hvorefter STCC-feltet igen sætter kursen mod Karlskoga Motorstadion, også kendt som Gelleråsen.

De to efterfølgende afdelinger bliver igen med det skandinaviske miks af kørere på Jyllandsringen og Ring Knutstorp, inden den svenske finale per tradition falder på Mantorp Park ved Linkøping i begyndelsen af oktober.

STCC afvikler al kørsel lørdag, mens supportklasser kører løb både fredag og lørdag. STCC har i år kunnet ses på nettet, ligesom livetiming og speakerlyd kan streames på computeren.

2010-kalenderen for STCC:

24.-25. april, FDM Jyllandsringen (STCC+DTC)

7.-8. maj, Ring Knutstorp

21.-22. maj, Karlskoga

4.-5. juni, Gøteborg (STCC+DTC)

9.-10. juli, Falkenberg

13.-14. august, Karlskoga

4.-5. september, FDM Jyllandsringen (STCC+DTC)

17.-18. september, Ring Knutstorp (STCC+DTC)

1.-2. oktober, Mantorp

Foto: Mediaempire