Efter fem måneders vinterpause kunne Sørensen Junior Team igen trække i racerdragten ved rallyprøverne Rallye Südholstein i Tyskland. Her udfoldede sig en dag fyldt med udfordringer, brugbare erfaringer og næsten vigtigst, en bekræftelse på, at rytmen og samarbejdet i bilen hurtigt blev fundet igen.  

For holdet bød løbet på en blanding af hurtige asfaltstrækninger og tekniske sektioner, hvor det krævede præcision og kontrol at finde det rette tempo. Indledningen blev dog ikke optimal, da teamet på SS1 endte i en grøft og brugte 18 minutter på at komme fri.  

Førstekører Oliver Sørensen oplevede dog stor opbakning fra folk omkring teamet: ”Vi var så heldige, at der stod nogle fantastisk hjælpsomme folk lige der, hvor vi røg af. De var lynhurtige til at gribe ind, og uden dem kunne vi meget vel være færdige allerede der,” fortæller han. Især understreger han nogle hjælpsomme tyskere: ”De gjorde det nærmest til en mission at få os fri, og de fortjener en kæmpe tak. De væltede træer, lagde dem under hjulene og knoklede virkelig for at få os tilbage på vejen. Det er noget af det, der gør rally helt specielt.”  

Trods den uheldige start formåede de to kørere Oliver Sørensen fra Kolding og Frederik Glad fra København at ryste episoden af sig og hurtigt finde tilbage til et stærkt tempo. SS3 blev næste store udfordring for holdet, der først røg en tur på marken i fjerde gear og senere tog sig en snurretur lige inden mål. 

Andenkører Frederik Glad beretter om udfordringerne: ”Vi oplevede et par mærkelige episoder, hvor bagenden pludselig slap på en måde, som vi ikke helt havde forventet,” fortæller han. Det var dog svært for teamet at finde årsagen til problemerne: ”Det var svært at pege på en enkelt årsag, men vi kunne godt mærke, at der var noget, vi måske skal have kigget lidt nærmere på hjemme i værkstedet. Det var dog ikke noget, vi ikke kunne køre rundt om, og vigtigst af alt fik vi masser af god kørsel i benene.”  

Efterfølgende blev dagen til en vigtig test af både bil og samarbejdet, hvor holdet viste stabilitet og konsekvent kørte tider i top otte. Allerede på SS2 satte de tredje hurtigste tid generelt, hvilket fungerede som en stor motivationsfaktor og en tydelig indikation på, at farten stadig var der efter vinterpausen: ”At vi efter en skidt start kunne gå ud og sætte en top tre tid på næste prøve var et kæmpe selvtillidsboost. Vi vidste godt, at vi havde mere at give af, men at vi kunne finde rytmen så hurtigt igen, var virkelig fedt,” fortæller Oliver Sørensen. Han understreger desuden, at de på den måde fik bekræftet, at holdet havde farten og samarbejdet i bilen, også når tingene ikke går helt efter planen.  

Dagen endte som en værdifuld test på trods af de små tekniske udfordringer og den dramatiske start: ”Samlet set har vi fået præcis det, vi kom efter – en god dag i bilen, en stærk test af både os selv og bilen samt værdifulde erfaringer, som vi kan tage med videre,” afslutter Oliver Sørensen.  

Allerede nu er forberedelserne til det næste løb Buten Un Binnen i fuld gang. Efter weekendens løb har holdet nu fokus på at få bilen gennemgået grundigt, så den står skarpt til næste løb. Det er vigtigt at få sikret, at alt fungerer optimalt, så holdet kan levere en stabil og stærk præstation. Det næste løb byder på endnu en krævende asfaltudfordring, og teamet skal nu bygge videre på den gode rytme, som de fandt i weekenden.